Open Close

Atomulykken i Fukushima møder Samsø ‘community power’

Kategori: Partnerskaber
Direktør Søren Hermansen

Samsø Energiakademi har i mange år haft et tæt samarbejde med Japan. Organisationen ISEP – Institute for Sustainable Energy Policy – er vores gode partnere i denne udveksling af erfaringer.

Vi arbejder med energidemokrati og den japanske version af andelsbevægelsen, som kaldes Community Power. Den 11. marts 2016 er det femårsdagen for atomkraftulykken i Fukushima. En ulykke, der på mange måder er blevet et billede på en gammel industriel tænkning, der kollapser. Det brænder stadig i kernen af atomkraftværket, og japanerne har ikke styr på situationen her fem år efter ulykken, hvor mængden af affald og radioaktivt kølevand bare stiger og stiger, og stadig mere kontamineret vand løber direkte i havet.

Hvad kommer det os ved?
Der er brug for danske løsninger i Japan. De har ikke tradition for lokal fjernvarme. Der er meget få vindmøller, og det folkelige ejerskab er næsten usynligt. Danmark er meget tætte samarbejdspartnere med Japan. Vi køber japanske biler og udstyr, der er lavet på atomkraftenergi – dermed er vi delvist ansvarlige for de skader, atomkraft medfører.

Energiakademiet var i Fukushima den 9. marts, hvor vi lavede oplæg på et stort møde for stiftelse af The Fukushima Foundation, en fond der skal støtte en decentral bæredygtig udvikling og hjælpe med at introducere en skandinavisk ejerskabsmodel i Japan. 900 mennesker deltog i konferencen. Tidligere premierminister Koizumi holdt en tale, hvor han med indføling og stærke følelser appellerede til, at vi skal indse, at atomkraft er for dyrt, for farligt og for centralt. Et moderne samfunds ledere skal forstå sine borgere og skabe et bæredygtigt grundlag for et godt liv for alle.

Det er interessant at se, at en tidligere premierminister kan tale om helhed og bæredygtighed, når han ikke længere er ansvarlig for landets interesser – industri, økonomi og lobbyisme. Men han gjorde det godt. Jeg talte med ham efter konferencen, og han udtrykte stor beundring for Danmark og for Samsø, som han sagde, han havde hørt meget godt om!

Jeg var inviteret til at tale om Samsø og dansk energipolitik som et godt eksempel på, hvordan det er lykkedes at lave et energisystem, der er decentralt og som kan integrere store mængder af vedvarende energi. Og ikke mindst at befolkningen har medejerskab for udviklingen!

Læs mere (www.fukushimafund.or.jp/en/)

Vi er to afsted fra Samsø
Besøget har også et fremtidsperspektiv. Projektleder Malene Lunden skal lave et ‘From Best to Next Practice’-møde med 50 inviterede ledere, der gerne vil lære noget om processer og om at holde gode møder. Vi skal mødes med skolebørn og snakke læring i Ogata Kommune, en landkommune der ligner Samsø. Borgmesteren var sidste år på besøg hos Samsøs borgmester, og han vil gerne fortsætte samarbejdet.

Flattr this!