Open Close

Sådan gik det: vores 20 års jubilæum som VEØ blev fejret med fynd og klem

“Det er når vi samles og bliver rørt i fællesskab, at vi kan mærke os selv og hinanden, og så sker der store ting”, sagde vores gode gæst Tor Nørretranders ved lørdagens festmiddag den 14 oktober, da vi sammen fejrede Samsøs 20 år som vedvarende energi-ø, og Energiakademiets 10 års fødselsdag.

Hvilket uforglemmeligt jubilæum og tak til alle jer fra nær og fjern som gav os muligheden for at kigge 20 år tilbage og 13 år frem. Dagen lagde ud med energi-messe i Besser hos Brdr. Stjerne, hvor alle kunne blive klogere på nutidens og fremtidens energi. Pattegrisen blev skåret for og komiker og landmand Simon Jul var kommet forbi for at føre slagterkniven og mætte mange munde. I familiens gamle smedje blev der foldet stål og hamret og banket på gloende jern, og nysgerrige øjne fra alle generationer fulgte processen.

Bagefter gik turen til Energiakademiet for sammen at tage bestik og udstikke en ny kurs. Gode venner gav opløftende taler og åbnede op for vigtig specialviden for de over 60 besøgende på akademiet: meteorolog Jesper Theilgaard gav en vejrmelding, Simon Jul fortalte om vigtigheden af det praktiske eksempel samt roste Samsøs nye andelsslagteri, og Tor Nørretranders slog tonen an med en hyldest til glæden og gammen. Endelig motiverede formanden for økologisk landsforening Per Kølster os til at se bredt på øens ressourcer inden to, fuldvoksne lurblæsere trådte ind på scenen og akademiets fløjdøre blev åbnet mod øst til det store, poetiske trut.

Så gik turen mod middag i Besser forsamlingshus hvor der blev hyldet, snakket og mindet – også i alvor. Hver og en af vores gæster gjorde deres til at skabe et helt særligt mellemrum med et stor sjæleligt overskud som gav plads til at noget meget større end enkeltdelene kunne vokse frem.

Tak til alle jer, der mødte op – samsinger, sponsorer, samarbejdspartnere, gæster, lokale fra indland- og udland. For ja, vi blev dybt rørt, og glæder os til at se fremad mod nye toner, der skal gjalde herfra og til evigheden.

Af hjertet tak fra hele Samsø Energiakademi!

Flattr this!

Leave a comment

All fields marked (*) are required