Open Close

DU INVITERES: Den 2 februar går det atter løs – Kom til nytårslur for at lytte og blive klogere på at se frem

’Traditionen tro’ kan vi sige med sikkerhed og stolthed – for det er allerede 8 år siden, at Energiakademiet inviterede til nytårslur på Samsø. Sammen ville vi stikke fingeren i jorden og lodde stemningen: hvordan har vi det? Hvad går vi og laver? Og først og fremmest: hvor er vi på vej hen?

I 2011 ville vi skille os ud ved at bruge ordet ’lur’– ikke blot fordi der i januar bliver holdt nytårskure overalt i landet, blandt andet på Samsø Kommune, men også fordi årets første møde skulle handle om meget mere end bare at hilse på. Danmarks berømteste nytårskur foregår hos dronningen, hvor landets spidser mødes. Vi ville derimod skabe et rum for alle, og ’lure’ på de næste 12 måneder sammen – lave en’ folkets plan’ drevet af entusiasme, kunnen og sammenhold.  

Ordet ’lur’ fik en ekstra betydning for os i 2017 – til VEØ jubilæet i oktober havde vi nemlig inviteret 2 lurblæsere til akademiet, og de udstødte det store trut som en markering af festlighederne.

Med truttet satte de også et punktum. Jubilæet er bag os, og nu gælder det om at se fremad mod Samsøs videre transformation. Folk vil også i 2018 komme rejsende til vores ø fra nær og fjern for at opleve kraften ved det stærke, lokale ejerskab, som Samsø er blevet så berømt for.  Men vi står på tærsklen til at blive enige om hvilken historie vi nu skal formulere om Samsø som Danmarks vedvarende energi ø. Hvilken fortælling øger vores troværdighed?

Vi kan dog ikke se frem alene, og derfor har vi traditionen tro inviteret stærke fyre til øen, som under nytårsluren vil stille sig til rådighed for jeres perspektiv for Samsø.

Program, tid og sted: fredag den 2 februar klokken 16-19 på Energiakademiet i Ballen

Vi starter med at byde hinanden velkommen og får en kort introduktion. Akademiet vil byde på et stykke brød og en skål.

 Forfatter Tor Nørretranders dirigerer lurens gang. Udover at være en nær ven af Samsø er Tor også højaktuel. Han har netop udgivet bogen ’Se Frem – fra opløsningstid til oplysningstid’, og emnet passer som fod i hose til nytårslurens fokus.

 Politiker og klummeskribent Steen Gade vil hjælpe os med at øjne det globale perspektiv. Han har lige deltaget i vores nyhedsbrev, der behandlede det kommende energiforlig, og er optaget af hvordan vi kommunikerer balancen mellem vores fælles ressourcer og markedskræfterne.

Så kom og tag din nabo med og få en eftermiddag med plads til refleksion og spørgsmål.

Tilmelding nødvendig senest mandag den 29.1.2017 til Energiakademiet – v/Anne B. Albertsen, 87921017 – VEL MØDT!

Foto: copyright U.S. National Archives and Record Administration, fra Wikipedia

Flattr this!