foto©Peter Engberg

Hvornår er det rette tidspunkt at give slip?

I Zen bueskydning er der ikke kun et ydre mål. Der er også et indre mål der er lige så vigtigt: 

At give slip på det rigtige tidspunkt – og derved opdage sit virkelige selv. At give slip på forsøget på at forstå, kontrollere, definere og forklare.

Det er en ældgammel træning som går ud på langt mere end det ser ud til. Det opdager man hurtigt, og det er selve denne opdagelsesrejse, der er målet. Jeg boede i et Zen tempel i Japan i flere år. Udover Zen meditation trænede jeg også Zen bueskydning.

At lade kroppen blive instrument for noget andet end tankerne. Hvilket betyder at man ikke kan prøve på at give slip. Enten sker det eller også sker det ikke.

Der var en der spurgte: “Hvornår ved jeg at det er nu jeg skal give slip?” 

Zen mesteren svarede: “Se på grenen om vinteren når den er tung af sne.

Hvornår giver grenen slip?”

At give slip. foto©Peter Engberg

 

Om at give slip i den “virkelige” verden

For mange år siden inden jeg lavede filmen “ NU – ET ØJEBLIK PÅ JORDEN” læste jeg en artikel i National Geographic om en lille ørkenstamme i Mali, Vestafrika, ved navn Dogon-folket, som næsten aldrig havde haft kontakt med den moderne verden. Én mand fra stammen havde mødt én mand fra den moderne verden, nemlig journalisten bag artiklen. Jeg besluttede, at en dag vil jeg tage derned og lave en film om dette folk.

Der gik imidlertid mange år, og da jeg var gået i gang med “NU”- filmen, huskede jeg Dogon historien og besluttede at tage derned på research. Men jeg fik at vide at hvis man skal filme i Mali, skulle man 1) have tilladelse fra regeringen. 2) deponere kontantværdien af filmudstyret (et stort beløb) hos toldvæsenet, fordi de var nervøse for at man ville sælge det, og 3) man skulle have en fra det lokale filminstitut med rundt på optagelserne.

Jeg besluttede at tage derned alene. Min intuition sagde mig at tingene ville ordne sig. På det tidspunkt var Mali et land uden masseturisme. Jeg tog afsted uden at kontakte nogen i Mali.

Da jeg landede i hovedstaden Bamako og gik ud i ankomsthallen, stod der en sort kvinde med et vidende, nærmest jublende udtryk. Jeg gik hen til hende og fortalte om mine filmplaner, men også om de 3 betingelser jeg havde fået at vide – man skal have tilladelse fra regeringen, man skal deponere mange penge hos toldvæsenet, og en person fra filminstituttet skal følge med rundt. Hun så på mig og sagde: “Pas de problème – Det er ikke noget problem.

Min far arbejder for præsidenten af Mali. Min onkel er chef for toldvæsenet. Min bror er leder af filminstituttet.”

At give slip og mærke hvordan ressourcerne manifesterer sig lige foran ens øjne. Hvad fik et menneske med de kontakter til at være på det sted på det tidspunkt? Hvad fik mig til at have tillid til at noget ville manifestere sig, når jeg ankom? Hænger de sammen?

Vi gik ind til onklen på toldkontoret i lufthavnen, lige ved siden af. Han var chef for toldvæsenet.

I løbet af 5 minutter havde hun arrangeret at der ikke skulle deponeres et kæmpe kontantbeløb, når filmholdet kom nogle uger senere. Så ringede hun til sin far og jeg fik en personlig tilladelse fra Mali’s præsident til at optage filmen. Så ringede hun til sin bror, og der skulle ikke følge nogen fra filminstituttet med os rundt, tværtimod kunne vi låne udstyr hvis vi manglede noget.

Som om alt dette ikke var nok – så siger hun: “Jeg arbejder for hjælpeorganisationen Care, og hvis du skal bruge en oversætter, en chauffør, en guide og en Landrover, og hvis du vil med nordpå ind i Sahara i retning af det sted, hvor Dogon-stammen lever, så kan du køre med mig – nu.”

Tiden standsede og følelsen af at være trådt ind i en magisk dimension fyldte rummet. Jeg havde givet slip. Ligesom i Narnia er der en hemmelig dør ind til en anden verden.

Helt alene i Sahara

To dage senere var vi kommet til det område, hvor Dogon folket bor for foden af en klippe.

Jeg kunne se landsbyerne i det fjerne, skåret ud i klipperne. Jeg sagde til hende at nu måtte jeg fortsætte til fods, og takkede hende dybt for hendes hjælp. Da hun var kørt, stod jeg der alene, i Sahara, med meget lidt proviant, men med tillid til livet på et cellulært plan, der ikke var til diskussion.

Der er en meget lille margen for fejltagelser i Sahara. Jeg var ankommet til en gigantisk stilhed, der ikke var fravær af lyd, men nærvær af universet. 360 graders ørken. Ingen mennesker nogen vegne, kun en stilhed som torden.

Efter en halv times tid så jeg en silhuet i det fjerne komme i retning af mig. Det var en sort mand med hvidt hår, klædt i indigo-farvet Dogon dragt. Han lignede en høvding. Han kom helt hen til mig, i 20 cm afstand, som er den normale taleafstand i Mali, og sagde: “Bonjour”.

(Mali var engang et fransk protektorat). Vi så lang tid ind i hinandens øjne. Jeg fortalte ham på fransk at jeg var kommet for at optage film om Dogon folket. Det eneste jeg vidste var, at jeg 15 år tidligere havde læst en artikel i National Geographic om dette folk, som næsten ikke havde været i kontakt med den moderne verden, undtagen én mand fra stammen. Jeg fortalte ham at jeg jo ikke talte Dogon sprog og ikke vidste hvordan de ville reagere på en hvid mand med et kamera. For slet ikke at tale om at jeg ikke kendte stedets geografi. Jeg huskede kun de billeder i National Geographic som havde brændt sig ind i min erindring. Men noget havde bragt mig her. Jeg følte at dette var nødt til at ske.

Vi stod helt tavse overfor hinanden i den endeløse stilhed. Han så dybere ind i mine øjne. “Pas de problème” sagde han. En enorm stilhed fulgte.

Han fortsatte: “C’était moi” – “Det var mig.”

Det var ham, der 15 år tidligere havde mødt journalisten fra National Geographic. Af alle mennesker på Jorden var det ham der stod foran mig nu. Hvad havde bragt os sammen?

De næste 10 dage fulgte jeg med ham rundt blandt Dogon-folket og så endnu engang hvad der kan ske, når man har tillid og giver slip. En anden verden åbner sig.

Alt findes inden det tager form

Mit liv er fyldt med disse eksempler på synkronicitet – situationer, jeg aldrig kunne have planlagt på forhånd. Jeg nævner det her fordi vi i dag står overfor enorme miljømæssige, psykologiske og spirituelle udfordringer, som vi ikke kan kontrollere eller forstå logisk.

Jeg møder flere og flere mennesker rundt om i verden som har mærket dette og er begyndt at gå ind i det kollektive bevidsthedsfelt sammen og der finde løsninger, der aldrig kunne være

skabt alene. Men hvad er “det kollektive bevidsthedsfelt”?

Lad os sige at du beslutter dig for at du vil skrive en bog eller bygge et hus eller designe en ting, male et billede. Nu har du besluttet dig, men hvor er beslutningen? Kan den ses? Måles? Vejes? Nej, den er plantet i det kollektive bevidsthedsfelt, og en dag kan den blive manifesteret her i den fysiske verden. Alt findes et sted, inden det tager form. Ligesom et kæmpe egetræ findes inde i et lille agern. Men hvis man skærer agernet over og spørger, igen og igen:

“Hvor er så det egetræ? Jeg kan ikke se det. Det kan ikke måles. Derfor eksisterer det ikke.”

Vi taler om et andet felt. Det felt som digteren Rumi beskriver: There is a field beyond right doing and wrong doing. I’ll meet you there.

Når vi begynder at lære det felt at kende gennem direkte oplevelse og ikke ved at tænke på det, så begynder vi også at udvikle mere tillid til at det kan ske igen, og denne proces bliver selvforstærkende. Jo mere tillid, jo lettere bliver det at opleve feltet direkte selv, hvilket igen udvikler mere tillid.

Da jeg interviewede astronauten Edgar Mitchell fortalte han hvordan det havde ændret hans liv fuldstændigt at se Jorden ude fra rummet, den blå planet – hvor alt er forbundet. Ikke kun i teorien. Men i virkeligheden. Både han, Dogon-folket, Thor Heyerdahl og Peter Bastian er med i filmen “NU – et øjeblik på Jorden”:

https://vimeo.com/124447094 (se i full screen)

I mit nye projekt: “FORBINDELSEN” – “CONNECTED – next step humanity” inviterer en af vor tids pionerer, cellebiologen Dr Bruce Lipton, os til at se hvordan vi er meget mere forbundne end vi kan tænke os til – ligesom alle celler i din krop lige nu er forbundet med hinanden, uden at du er bevidst om det. Han har vist hvordan vore tanker faktisk kan ændre vores gener. Et hastigt antal mennesker mærker at det gamle paradigme er ved at kollapse men et nyt er ved at fødes. Medierne fortæller ikke meget om det, de er mest fokuseret på negative nyheder, og det er derfor jeg vil bruge mediet til at fortælle en anden historie, noget der kan bringe håb om at vi faktisk kan ændre verden. Der skal være flere episoder i filmen, et af dem handler om behovet for en bæredygtig uddannelse der kan give reelle værktøjer til at skabe en en verden der er mere i balance med den planet vi er totalt afhængig af.

Tiden er kommet til at fokusere på det, der forbinder os – i stedet for på det der adskiller os.

Vores tanker om hinanden og om fremtiden er som frø, der kan spire til noget virkeligt stort.

Engang troede vi Jorden var flad. Så udfordrede nogle pionerer dette verdensbillede og i dag tænker vi anderledes. Der kræves enorm kraft for at en raket kan frigøre sig fra Jordens tyngdekraftfelt.

På samme måde kræver det vores fulde fokus og vilje til at kunne give slip på vores gamle antagelser om hvad der er virkeligt og hvad der er muligt. Men når vi gør det sammen, får vi adgang til nogle helt andre ressourcer.

De ressourcer er uden grænser. De forbinder os alle – fordi de findes i os alle. Det er op til os. Invitationen til at opdage det ligger i hvert eneste åndedrag. Men det kræver at give slip på tanken om hvad der er muligt i dette liv.

At ånde ind og at ånde ud.

At holde fast og at give slip.

Peter Engberg