Holding on and letting go?
September 25, 2018 - By Peter Engberg
When is the right moment to let go?
In Zen archery, there is not only the goal outside yourself. There is also an inner goal that is just as important: Knowing when to let go, not only of the arrow, but also of your attempts to control, define and explain – and in doing that, you begin to discover a self deeper than your mind.
It’s an ancient exercise that involves much more than it seems. As you begin to realise this, the journey itself becomes the goal. I lived in a Zen temple in Japan for several years. In addition to Zen meditation I also trained Zen archery. To let the body become an instrument for something else than your mind. Which means that you cannot try to let go. Either it happens or it doesn’t.
Once the Zen student asked: “How will I know when to let go?”
The Zen master replied: “ Look at the branch in the winter when it’s heavy with snow. When does the branch let go? “
About letting go in the “real” world
Many years ago, before I made the film “NOW- A MOMENT ON EARTH” I read an article in National Geographic about a small desert tribe in Mali, West Africa, called the Dogon tribe who almost never had been in contact with the modern world. It said that one man from the tribe had met a man from the modern world, the journalist of the article. I decided that one day I must go there and make a film about this tribe.
Many years passed, and when I was about to begin the “NOW” film, I remembered the Dogon story and decided to go there to do research. But – several people warned me that if you want to make a film in Mali, you must:
1) get an official permission from the government.
2) deposit the cash value of the film equipment (a large amount) to the customs, because they’re worried that you could sell it and
3) you must have a person from the local film institute to follow you around.
My intuition told me that things probably would work out without doing all these things, and so I left for Mali, with an overwhelming sense of magic in my heart. At that time, tourism had not reached Mali. It had once been a French protectorate, and quite a few people still spoke French. I took off without contacting anyone on beforehand. When I landed in the capital Bamako and came out in the arrivals hall, a black woman was standing there with a knowing, familiar look in her eyes and a radiant smile. I went over to her and told her about my film plans and also about the 3 conditions I had been told – you must have permission from the government, you must deposit a large amount of cash with the customs, and someone from the film institute must follow you around.
She looked at me with an even bigger smile and said: “Pas de problème” – no problem. “My father works for the President of Mali. My uncle is the chief of customs. My brother is the head of the film institute. “
To let go and feel how resources manifest in front of your eyes. What brought a person with those contacts to be precisely at that spot at that time? What made me have confidence that something would manifest when I arrived? Were they connected?
We went in to her uncle at the Customs office at the airport, right next door. He was in fact the chief of customs. Within 5 minutes she had arranged that when when the film crew would arrive some weeks later we wouldn’t have to deposit a huge amount of cash.
We were bringing professional film equipment worth over €150.000 which obviously one doesn’t have in cash. She then called her father and I got a personal permission from the president of Mali to make the film. Then she called her brother, and in no time arranged that we wouldn’t need someone from the film institute to follow us around, on the contrary – we were welcome to borrow any equipment we might need.
As if all this wasn’t enough she says: “I work for the aid organisation Care, and if you need a translator, a driver, a guide and a Landrover you can come with me. I’m heading north into the Sahara in the direction of the place where the Dogon tribe lives. I’m leaving now.”
Time stopped and again I just was filled with that sense that this was meant to happen. The sense of what we call synchronicity filled the air. I had arrived.
Alone in the Sahara
We drove through the vast desert, through endless stretches of sand and rocks, and two days later, we arrived in the area where the Dogon people live at the foot of a steep cliff. I could see the incredible villages far down below and I recognised them from the photos in National Geographic. I told her that I would have to climb down the cliff and we exchanged a deep farewell. I thanked her for all her help and she drove off.
There I was – alone, in the Sahara, with very few supplies, but with a lot of something else: Trust in life on a cellular level, not theoretical – the same trust that had brought me there in the first place.
There is a very small margin for error in the Sahara. I had entered an enormous silence, which wasn’t the absence of sound, but the presence of the universe. 360 degrees of desert. No people anywhere, only a thundering silence.
I sat down to meditate and arrive. About an hour later I saw a silhouette in the far distance, heading straight towards me. It was a black man with white hair, dressed in indigo-coloured Dogon tribal dress. He looked like a chief. He came right up to me, at 20 cm distance, which is the normal talking distance in Mali, and said: “Bonjour” (as Mali had been a French protectorate). We looked into each others’ eyes for a long time, in total silence. I told him in French that I had come to make a film about the Dogon tribe and that the only thing I knew was that many years earlier I had read an article in National Geographic about this remote tribe which almost never had been in contact with the modern world, and that 15 years earlier, a man from the tribe had met the journalist from National Geographic.
I told him I did not speak Dogon language and that I did not know how they would respond to a white man with a camera. Not to mention that I wasn’t familiar with the geography of the place. I only remembered the photos in National Geographic that were burned into my memory and that something had brought me here.
We stood there, facing each other in the endless silence. He looked deeper into my eyes.
“Pas de problème” he said, no problem. A huge silence followed.
Then, quietly he said: “C’était moi’ – ‘It was me.”
Of all the people on Earth – the man who was standing in front of me now was the same man who had met the journalist from National Geographic 15 years earlier. What had brought us together in the middle of the Sahara?
For the next 10 days, he showed me around the different Dogon villages, and introduced me to Dogon medicine men and chiefs. Once again I saw what can happen when you have trust and actually let go. Another world opens.
Everything exists before it takes shape
My life is filled with these examples of synchronicity – situations that I never could have planned in advance. I mention this because today we are facing enormous environmental, psychological and spiritual challenges that we can not control or understand logically.
I meet more and more people around the world who have felt this and have begun to enter the field of collective consciousness and find solutions there that they could never have found alone. But what is the “field of collective consciousness”?
Let’s say you decide to write a book, or build a house, design a thing or paint a picture. Now you have decided, but where is that decision? Can it be seen? Measured? Weighed? No, it is planted in a field of consciousness, and one day it can take form here in the physical world. Everything is somewhere before it takes a physical form. A huge oak tree is first found in a small seed. But if you cut through the seed and ask, over and over again, ‘”Where is that oak tree? I don’t see it. It can’t be measured. So – it doesn’t exist.” We are talking about another field. The field that the poet Rumi describes:
There is a field beyond right doing and wrong doing. I’ll meet you there.
When we begin to know that field through direct experience and not by thinking about it, we also begin to develop more confidence that it can happen again and this process then becomes self-reinforcing. The more trust, the easier it will be to experience the field directly yourself, which in turn again develops more trust.
When I interviewed astronaut Edgar Mitchell, he described him how it had changed his life completely to see the Earth from space, the blue planet – where everything is connected. Not only in theory. But in reality.
We meet both Edgar Mitchell and the Dogon tribe in the film “NOW – A MOMENT ON EARTH” :
https://vimeo.com/57045775
(best viewed in full screen)
In my new project, ‘NEXT STEP HUMANITY’, one of the great pioneers of our time cell biologist Dr Bruce Lipton invites us to see how we are much more connected than we can imagine – just like all the cells in your body right now are connected to each other without you being conscious of it. He has also shown how our thoughts can actually change our genes and our cells, a new science called epigenetics. An increasing number of people sense that an old paradigm is collapsing, and a new is being born. However, mainstream media do not tell much about this, they are mostly focused on negative news, creating a mindset of fear. That is why I want to use the media to tell another story, a story that can bring hope that we can actually change the world. Our mindset creates our world.
One of the episodes in the film is about the need for developing a sustainable education that can provide real tools to create a world that is more in balance with the planet we are totally dependent upon. An video introduction to the project: https://vimeo.com/192587809
The time has come to focus on what connects us – instead of on what separates us. Our thoughts about each other and the future are seeds that can sprout into realities. Once upon a time we thought the Earth was flat. Then a few pioneers challenged this world view and today we think differently. A huge amount of energy is required for a rocket to break free from the gravitational field of the Earth. In the same way, it will take our full focus and willingness to let go of our old beliefs about what is real and what is possible. When we do that, individually and collectively, we gain access to completely different resources. Those resources are without limits. They connect us all – because they exist in all of us. It’s up to us. The invitation to discover this lies in every breath. Breathing in the new and breathing out the limiting beliefs of our old mindsets. To breathe in and to breathe out.
Holding on and letting go.
Hvornår er det rette tidspunkt at give slip?
- Af Søren Hermansen
I Zen bueskydning er der ikke kun et ydre mål. Der er også et indre mål der er lige så vigtigt:
At give slip på det rigtige tidspunkt – og derved opdage sit virkelige selv. At give slip på forsøget på at forstå, kontrollere, definere og forklare.
Det er en ældgammel træning som går ud på langt mere end det ser ud til. Det opdager man hurtigt, og det er selve denne opdagelsesrejse, der er målet. Jeg boede i et Zen tempel i Japan i flere år. Udover Zen meditation trænede jeg også Zen bueskydning.
At lade kroppen blive instrument for noget andet end tankerne. Hvilket betyder at man ikke kan prøve på at give slip. Enten sker det eller også sker det ikke.
Der var en der spurgte: “Hvornår ved jeg at det er nu jeg skal give slip?”
Zen mesteren svarede: “Se på grenen om vinteren når den er tung af sne.
Hvornår giver grenen slip?”
Om at give slip i den “virkelige” verden
For mange år siden inden jeg lavede filmen “ NU – ET ØJEBLIK PÅ JORDEN” læste jeg en artikel i National Geographic om en lille ørkenstamme i Mali, Vestafrika, ved navn Dogon-folket, som næsten aldrig havde haft kontakt med den moderne verden. Én mand fra stammen havde mødt én mand fra den moderne verden, nemlig journalisten bag artiklen. Jeg besluttede, at en dag vil jeg tage derned og lave en film om dette folk.
Der gik imidlertid mange år, og da jeg var gået i gang med “NU”- filmen, huskede jeg Dogon historien og besluttede at tage derned på research. Men jeg fik at vide at hvis man skal filme i Mali, skulle man 1) have tilladelse fra regeringen. 2) deponere kontantværdien af filmudstyret (et stort beløb) hos toldvæsenet, fordi de var nervøse for at man ville sælge det, og 3) man skulle have en fra det lokale filminstitut med rundt på optagelserne.
Jeg besluttede at tage derned alene. Min intuition sagde mig at tingene ville ordne sig. På det tidspunkt var Mali et land uden masseturisme. Jeg tog afsted uden at kontakte nogen i Mali.
Da jeg landede i hovedstaden Bamako og gik ud i ankomsthallen, stod der en sort kvinde med et vidende, nærmest jublende udtryk. Jeg gik hen til hende og fortalte om mine filmplaner, men også om de 3 betingelser jeg havde fået at vide – man skal have tilladelse fra regeringen, man skal deponere mange penge hos toldvæsenet, og en person fra filminstituttet skal følge med rundt. Hun så på mig og sagde: “Pas de problème – Det er ikke noget problem.
Min far arbejder for præsidenten af Mali. Min onkel er chef for toldvæsenet. Min bror er leder af filminstituttet.”
At give slip og mærke hvordan ressourcerne manifesterer sig lige foran ens øjne. Hvad fik et menneske med de kontakter til at være på det sted på det tidspunkt? Hvad fik mig til at have tillid til at noget ville manifestere sig, når jeg ankom? Hænger de sammen?
Vi gik ind til onklen på toldkontoret i lufthavnen, lige ved siden af. Han var chef for toldvæsenet.
I løbet af 5 minutter havde hun arrangeret at der ikke skulle deponeres et kæmpe kontantbeløb, når filmholdet kom nogle uger senere. Så ringede hun til sin far og jeg fik en personlig tilladelse fra Mali’s præsident til at optage filmen. Så ringede hun til sin bror, og der skulle ikke følge nogen fra filminstituttet med os rundt, tværtimod kunne vi låne udstyr hvis vi manglede noget.
Som om alt dette ikke var nok – så siger hun: “Jeg arbejder for hjælpeorganisationen Care, og hvis du skal bruge en oversætter, en chauffør, en guide og en Landrover, og hvis du vil med nordpå ind i Sahara i retning af det sted, hvor Dogon-stammen lever, så kan du køre med mig – nu.”
Tiden standsede og følelsen af at være trådt ind i en magisk dimension fyldte rummet. Jeg havde givet slip. Ligesom i Narnia er der en hemmelig dør ind til en anden verden.
Helt alene i Sahara
To dage senere var vi kommet til det område, hvor Dogon folket bor for foden af en klippe.
Jeg kunne se landsbyerne i det fjerne, skåret ud i klipperne. Jeg sagde til hende at nu måtte jeg fortsætte til fods, og takkede hende dybt for hendes hjælp. Da hun var kørt, stod jeg der alene, i Sahara, med meget lidt proviant, men med tillid til livet på et cellulært plan, der ikke var til diskussion.
Der er en meget lille margen for fejltagelser i Sahara. Jeg var ankommet til en gigantisk stilhed, der ikke var fravær af lyd, men nærvær af universet. 360 graders ørken. Ingen mennesker nogen vegne, kun en stilhed som torden.
Efter en halv times tid så jeg en silhuet i det fjerne komme i retning af mig. Det var en sort mand med hvidt hår, klædt i indigo-farvet Dogon dragt. Han lignede en høvding. Han kom helt hen til mig, i 20 cm afstand, som er den normale taleafstand i Mali, og sagde: “Bonjour”.
(Mali var engang et fransk protektorat). Vi så lang tid ind i hinandens øjne. Jeg fortalte ham på fransk at jeg var kommet for at optage film om Dogon folket. Det eneste jeg vidste var, at jeg 15 år tidligere havde læst en artikel i National Geographic om dette folk, som næsten ikke havde været i kontakt med den moderne verden, undtagen én mand fra stammen. Jeg fortalte ham at jeg jo ikke talte Dogon sprog og ikke vidste hvordan de ville reagere på en hvid mand med et kamera. For slet ikke at tale om at jeg ikke kendte stedets geografi. Jeg huskede kun de billeder i National Geographic som havde brændt sig ind i min erindring. Men noget havde bragt mig her. Jeg følte at dette var nødt til at ske.
Vi stod helt tavse overfor hinanden i den endeløse stilhed. Han så dybere ind i mine øjne. “Pas de problème” sagde han. En enorm stilhed fulgte.
Han fortsatte: “C’était moi” – “Det var mig.”
Det var ham, der 15 år tidligere havde mødt journalisten fra National Geographic. Af alle mennesker på Jorden var det ham der stod foran mig nu. Hvad havde bragt os sammen?
De næste 10 dage fulgte jeg med ham rundt blandt Dogon-folket og så endnu engang hvad der kan ske, når man har tillid og giver slip. En anden verden åbner sig.
Alt findes inden det tager form
Mit liv er fyldt med disse eksempler på synkronicitet – situationer, jeg aldrig kunne have planlagt på forhånd. Jeg nævner det her fordi vi i dag står overfor enorme miljømæssige, psykologiske og spirituelle udfordringer, som vi ikke kan kontrollere eller forstå logisk.
Jeg møder flere og flere mennesker rundt om i verden som har mærket dette og er begyndt at gå ind i det kollektive bevidsthedsfelt sammen og der finde løsninger, der aldrig kunne være
skabt alene. Men hvad er “det kollektive bevidsthedsfelt”?
Lad os sige at du beslutter dig for at du vil skrive en bog eller bygge et hus eller designe en ting, male et billede. Nu har du besluttet dig, men hvor er beslutningen? Kan den ses? Måles? Vejes? Nej, den er plantet i det kollektive bevidsthedsfelt, og en dag kan den blive manifesteret her i den fysiske verden. Alt findes et sted, inden det tager form. Ligesom et kæmpe egetræ findes inde i et lille agern. Men hvis man skærer agernet over og spørger, igen og igen:
“Hvor er så det egetræ? Jeg kan ikke se det. Det kan ikke måles. Derfor eksisterer det ikke.”
Vi taler om et andet felt. Det felt som digteren Rumi beskriver: There is a field beyond right doing and wrong doing. I’ll meet you there.
Når vi begynder at lære det felt at kende gennem direkte oplevelse og ikke ved at tænke på det, så begynder vi også at udvikle mere tillid til at det kan ske igen, og denne proces bliver selvforstærkende. Jo mere tillid, jo lettere bliver det at opleve feltet direkte selv, hvilket igen udvikler mere tillid.
Da jeg interviewede astronauten Edgar Mitchell fortalte han hvordan det havde ændret hans liv fuldstændigt at se Jorden ude fra rummet, den blå planet – hvor alt er forbundet. Ikke kun i teorien. Men i virkeligheden. Både han, Dogon-folket, Thor Heyerdahl og Peter Bastian er med i filmen “NU – et øjeblik på Jorden”:
I mit nye projekt: “FORBINDELSEN” – “CONNECTED – next step humanity” inviterer en af vor tids pionerer, cellebiologen Dr Bruce Lipton, os til at se hvordan vi er meget mere forbundne end vi kan tænke os til – ligesom alle celler i din krop lige nu er forbundet med hinanden, uden at du er bevidst om det. Han har vist hvordan vore tanker faktisk kan ændre vores gener. Et hastigt antal mennesker mærker at det gamle paradigme er ved at kollapse men et nyt er ved at fødes. Medierne fortæller ikke meget om det, de er mest fokuseret på negative nyheder, og det er derfor jeg vil bruge mediet til at fortælle en anden historie, noget der kan bringe håb om at vi faktisk kan ændre verden. Der skal være flere episoder i filmen, et af dem handler om behovet for en bæredygtig uddannelse der kan give reelle værktøjer til at skabe en en verden der er mere i balance med den planet vi er totalt afhængig af.
Tiden er kommet til at fokusere på det, der forbinder os – i stedet for på det der adskiller os.
Vores tanker om hinanden og om fremtiden er som frø, der kan spire til noget virkeligt stort.
Engang troede vi Jorden var flad. Så udfordrede nogle pionerer dette verdensbillede og i dag tænker vi anderledes. Der kræves enorm kraft for at en raket kan frigøre sig fra Jordens tyngdekraftfelt.
På samme måde kræver det vores fulde fokus og vilje til at kunne give slip på vores gamle antagelser om hvad der er virkeligt og hvad der er muligt. Men når vi gør det sammen, får vi adgang til nogle helt andre ressourcer.
De ressourcer er uden grænser. De forbinder os alle – fordi de findes i os alle. Det er op til os. Invitationen til at opdage det ligger i hvert eneste åndedrag. Men det kræver at give slip på tanken om hvad der er muligt i dette liv.
At ånde ind og at ånde ud.
At holde fast og at give slip.
Peter Engberg
