Dette evolutionære perspektiv kombineres historisk med systemteorien generelt og med det kybernetiske perspektiv specifikt. Dermed er nøglebegreber: organisk (genetisk) basis, fænotype og genotype, ontogenetik og fylogenetik, udvikling gennem differentiering på basis af en fælles stamform, og dermed variation, selektion, samt videre, adaption (tilordning), biologisk fitness (egnethed), absorbering (overtagelse gennem underordning af stimuli), og integration. Gennem Hugo de Vries’ brug af Mendels arvelighedslove på Darwins teori kom begrebet ”mutation” i centrum, og udvekslingen mellem system (organisme) og omverden blev i nogle årtier nedprioriteret, indtil man i mellemkrigstiden udviklede det biometriske miniparadigme (Karl Pearson), hvor mekanismen ”naturlig selektion” igen kom i centrum. Denne evolutionsteori opererede med mange små, gradvise ændringer i organismen, der ikke indebar, at ændringerne kun kunne nedarves, sådan som de mendelske arvelighedslove foreskrev. I tiden op til anden verdenskrig forsonedes disse to paradigmer i den såkaldte ”teoretiske populationsgenetik” (J. B. S. Haldane og R. A. Fisher i England og S. Wright i USA), idet man integrerede mendelsk genetik i Darwins evolutionsteori. Disse forskere viste, at de små, kumulative ændringer som biometrikerne opererede med, kunne forklares ved mendelske gener, men også, at de fleste mutationer ville have så drastiske effekter på individet, og derigennem på genotypen, at de krævede samspillet mellem organisme og kontekst for at forklare evolutionen. Denne syntese blev efter publikationen af T. Dobzhanskys Genetics and the Origin of Species, i 1937, inspireret af entomologiske forskningseksperimenter, efterhånden kendt under betegnelsen ”neodarwinisme”, og er vel det herskende paradigme i dag også i lyset af moderne biologi, biokemi og genforskning på trods af den voksende indsigt i det enorme antal irreducerbare systemer på celleniveau.
Evolutionsteoriens centrale begreber er som nævnt variation, naturlig selektion og nedarvning, samt tilpasning og egnethed (fitness) – og jeg gengiver nu meget komplekse og relativt omstridte sammenhænge i en forsimplet form.
Variation forudsætter, at alle organismer, planter som dyr, kan betragtes som unikke, dvs. at enhver organisme er forskellig, hvor simpel den end er. Empirisk er udgangspunktet fænotypen i biologien eller ontogenesen (i psykologien)
Nedarvning betyder, at de fleste af en organismes træk er nedarvede fra dens forældre, på trods af dens unikke karakter, og de fleste af dens træk vil på tilsvarende vis blive nedarvet til dens eget afkom via genotypen eller fylogenesen.
Naturlig selektion stiller begrebet ”biologisk egnethed” (”biological fitness”) i centrum. Det betyder, at arvemassen er det centrale element ved skabelsen af geno- og fænotypen, men det underkendes ikke, at miljøet spiller en rolle, dog sådan at evnen til at absorbere dettes betingelser under bibeholdelse af genotypens væsenstræk er afgørende. Her er dog større mulighed for tilordning til principielt ethvert miljø, eller enhver kontekst, end det er tilfældet ved ”adaption”. Vi kan fortolke ”biological fitness” både i relation til en geno- og en fænotype i en given kontekst (miljø). I begge tilfælde beskriver begrebet succes med henblik på evnen til at reproducere sine egne egenskaber ved at indstille sig på omgivelserne uden at ændre sig væsentligt, hvilket kan måles på fænotypen som omfanget af bidraget til den næste generations forråd af gener, der videregives af gennemsnitsindividet i forhold til de to typer.
Adaption derimod er den evolutionære proces, hvorigennem en organisme bliver bedre til at overleve i et habitat ved at forvandle sig selv.
Dinosaurerne optimerede måske deres egnethed til at jage og undslippe andre jægere ved at udvikle fjer. Det er et eksempel på egnethed som overlevelseskriterium i et givet miljø. Når dinosaurer bliver til fugle og krokodiller, så forvandler de sig for at overleve til meget mindre væsener, men alle tre grupper tilhører samme genus, archosaurer.
Det er adaption.
Evolutionsteori og bæredygtighed, robusthed, skrøbelighed og resiliens
Skal disse evolutionsteoretiske begreber nu danne basis for forståelsen af begreberne ”bæredygtighed” og ”resiliens” på den ene side og ”robusthed” og ”skrøbelighed” på den anden, så er det nærliggende at lave en evolutionsteoretisk skelnen mellem dem for dermed at kunne identificere forskellige former for modstandskraft – også selv om vi strækker begrebernes betydning. Man kan da identificere bæredygtighed med biologisk egnethed skabt via naturlig selektion, eller gennem direkte planlægning, og resiliens med adaption. Robusthed kan både referere til bæredygtighed og til resiliens, til en organismes eller et systems (i en given tilstand) evne til at implementere egnethed (fitness) i en given kontekst eller kontekster, alt fald hvis man forudsætter, at dette optimerer betingelserne for overlevelse, i et eller flere miljøer, og dermed reproduktion under bevarelse af basale egenskaber. Det robuste system, miljø, den robuste organisation eller institution, samt det robuste menneske, forandrer sig kun i mindre grad ved vekslende kontekstuelle vilkår. Bevares fundamentet for genus kan man også forstå det som indbegrebet af bæredygtighed,men i et processuelt perspektiv vil resiliens bedre udtrykke evnen til at omskabe relationen mellem enhed og omgivelser – ordets rod er dog det samme som ”salto mortale”, en ubændig vitalitet via elasticitet. De 17 verdensmål tænkes stadigvæk indenfor perspektivet ”bæredygtighed”. En bæredygtig by er en by, der ikke ændrer fænomenet ”en bys” genetiske egenskaber, så som forskellen til et fødevareforsynende opland, eksponentiel vækst horisontalt og vertikalt, centrum for bosteder og arbejdspladser, og sikring af grænser mod naturen og andre samfund på national basis.
Samtidig vil det være nærliggende at forstå resiliens som (biologisk) fitness domineret af stærke adaptivetræk. Dvs. evnen til at udnytte betydningsfulde skift i omgivelserne til sin fordel og dermed samtidig ændre sig uden at forvandles i sin kerne, der er sameksistens mellem mennesker indenfor et begrænset, geografisk område på basis af ressourcetilførsel. Resiliens optræder dermed, når det robuste ikke længere er en holdbar strategi, den bliver alternativet til bæredygtighedens klassiske former. Men det er formålstjenligt at skelne mellem en negativ og positiv skrøbelighed. Den negative skrøbelighed indebærer genotypens endeligt gennem fænotypernes manglende adaptionsevne. Den positive skrøbelighed betegner egenskaber, der gør adaption mulig under nye og vanskelige vilkår gennem opfindsomme forvandlinger (anchínoia, skarpsind, ideation og sagacitet). Her bliver fænomener som innovation, improvisation (serendipitet) og eksperiment væsentlige. Disse fremmes alle af graden af skabende sensitivitet. Sensitivitet betyder både at udnytte information fra erfaringens finere distinktioner ofte skabt gennem trusler fra omgivelserne, og at udnytte det, man endnu ikke ved, at man ved.
”Robusthed” i et kulturhistorisk perspektiv handler om evolutionær overlevelseskraft formidlet via egenskaber, der historisk allerede er skabt af de betingelser, som overlevelse i bestemte miljøer sætter.
Det handler om skabelsen af en tilstrækkelig struktur, om der er tale om organisatorisk struktur, om organiseringsform, om mere flydende relationelle rammer, eller indstillinger/praksis, der bevarer et tungt moment af status quo, dvs. af overleverede magtformer.
Variationen i denne proces kan dels fremtvinges af naturen, der jo har stillet de generelle vilkår, dels af udviklingen indenfor kulturhistorien selv, dvs. af de økonomiske, sociale, politiske og ideologiske ændringer.
Langt henad vejen er bæredygtighed i dag blevet et resultat af strategisk analyse, planlægning og handling og primært fra statens side gennem udviklingen af et begrebsapparat som grundlag for registrering, samt af erhvervslivets erkendelse af nødvendigheden af teknologiske og interaktionelle omstillinger – omkring 1960 var ”menneskeskabte klima ændringer” stort set et ukendt begreb, og hvor målingerne fra Mauna Loa-observatoriet på Hawaii af atmosfærens CO2-indhold først lige var under opstart. Men bæredygtighed er som strategisk praksis bundet skæbnesvangert til økonomisk-politiske interesser og institutioner, og kan dermed ikke indløse de løfter, som ordet indeholder.
Koleraepidemierne i 1800-tallets midte var et produkt af kulturhistorie, men betinget af natur. De overvindes gennem skabelse af kloakering og spredning af viden om hygiejne. Det kvalificerer en bæredygtighedsstrategi.
”Resiliens” er ikke sådan et overlagt planlægningsberedskab og infrastrukturelt koncept, men er mere forbundet med skrøbelighedens positive sider.
Som strategisk praksis kan tentativt illustreres gennem vaccination. Her udnyttes den menneskelige organismes skrøbelighed til at etablere et værn mod denne sårbarhed. Vaccination er naturligvis et uvurderligt fænomen, men spørgsmålet er, om det helt systematisk kan bruges til at forstå, hvad positiv skrøbelighed faktisk kan betyde? Et bedre eksempel er den ungarske læge Ignaz Semmelweis’, der i midten af 1800-tallet fik nybagte mødres dødelighed til at styrtdykke gennem introduktion af simpel håndvask før forløsningen af moder og barn..
”Positiv skrøbelighed”er en erkendelsesteoretisk kategori, der indebærer refleksion og handlekraft og ikke er udtømt ved dets reference til brug af allerede kendte materialer. Men naturligvis er distinktionen mellem robusthed og positiv skrøbelighed flydende. Er Romernes opfindelse af cement og beton i deres væsen bæredygtig eller? Spørgsmålet er meningsløst, men det er identifikationen af forskellen mellem dem ikke. Er den mole bæredygtig eller resilient? Det afhænger af formålet.
Man kunne måske lave en distinktion, der fastholdt, at bæredygtighed aldrig kan være robust i absolut forstand, fordi man ikke kan vide, hvilke konsekvenser selv de mest miljøvenlige tiltage har på længere sigt, og med hvilke materialer de i fremtiden kan produceres. Her gentages den etiske holdning, der kaldes ”utilitaristisk”. Hvis alles lykke er det ultimative kriterium på en etisk handling, så er den uoverskuelig. Resiliens derimod har opgivet forestillingen om at kunne overskue og beherske konsekvenserne af de handlinger, der inkorporerer den.
Den modsvarer deontologien indenfor etikken, den handler ud fra værdier. Den positive skrøbelighed vedkender sig dette vilkår.
Positiv skrøbelighed
Den foreløbige konklusion er, at ”positiv skrøbelighed” må forstås ud fra synonymet ”sensitivitet” generelt, altså som et bevidsthedsfænomen med et ganske særligt, potentielt refleksivt indhold – og ikke som en egenskab ved genstande, materialer og processer. Det skyldes, at både bæredygtighed og resiliens er fænomener, der udtrykker menneskets forsøg på at beherske naturen og de uønskede virkninger som disse forsøg medfører, og at deres kriterium er ”robusthed” på tidslinen. Men at positiv skrøbelighed udløser andre typer af mentale potentialer, fordi den er sig begrænsningen i viden bevidst, men samtidig bekender sig til muligheden for at aktivere det, man ikke ved, at man ved.
Resiliens i form af positiv skrøbelighed kan eksemplificeres gennem fænomenet ”serendipitet”. Det indebærer, at udnytte sin ikke-viden produktivt. Generelt betyder begrebet, siden det støbtes af Horace Walpole i 1754, at opdage noget som man ikke vidste, at man kunne søge efter. Dermed forudsætter det en aktivering af iagttagelsesevnen, der beror på erfaringens sensitivitet overfor fænomener, der ikke er foregrebet intentionelt.
Men erkendelsesteoretisk indebærer det, at man formår at udnytte det, man ikke ved, at man ved, for ellers ville man ikke kunne erfare det. Den positive skrøbelighed begynder altså i tankens og praktikkens afmagt overfor et problem, hvor det robuste bygger på det teoretiske fundament, og på en historisk praksis, der allerede er rimeligt sikre.
Den positive skrøbelighed kan eksistentielt eksemplificeres ved at et menneske ændrer sit liv radikalt, eller sit forbrugsmønster, eller sin politiske holdning under indtryk af begivenhederne. Teknologisk er et klassisk eksempel Alexander Flemings afmagt overfor løsningen på, hvordan man kan dræbe stafylokokker, der fik ham til at tage på ferie og glemme at fjerne skålen med bakterierne, der ved tilbagekomsten var forurenet med skimmelsvampene Penicillium, som viste sig at have dræbt bakterierne.
Det betyder ikke, at vi skal føre begrebet ”skrøbelighed” tilbage til dets oprindelige betydning i psykiatri og psykologi, men at vi skal undersøge, hvordan skrøbelighedens positive dimensioner, det i den, der knytter an til resiliens, forudsætter en alternativ erkendelsespraksis. Sansning, forforståelse, forestilling, følelse, sprog og tænkning, må alle relateres til skrøbelighedens intentionalitet. Denne intentionalitet er baseret i et behov for at skabe, ikke for at beherske, være det sig gennem indsigt eller ret til at foreskrive og befale, eller til at konsolidere sig gennem befæstninger og brohoveder, men til at skænke, gavne, berige og befrugte, give muligheder og formidle glæde.
Med andre ord, den positive skrøbelighed er først og fremmest en social kategori, og derfor politisk. Den handler om vores opfattelse af andre, og vores praksis overfor dem. Dermed handler den om vores forhold til os selv.
Skrøbeligheden ligger derfor i sit væsen langt fra systemtænkningens og kybernetikkens begrebsunivers. Som indstilling kræver den nye begreber, hvorigennem omverdenen ses som subjekt og ikke som objekt Den søger heller ikke sikkerhed. Den har mod til at forblive i usikkerheden og det uafgjorte. Det er den uendelige opfindsomheds og eksperimenterings modus vivendi, dette at forblive i faren – ”eksperiment” har ligesom ”erfaring” en etymologi, der understreger bevægelsen ind i og ud gennem faren.