Et Nordirsk fænomen

 – Skrevet James G Brennan oversat og skrevet af Malene Lundén

Kender i det at blive taget med bukserne nede, det sker ret ofte på mit arbejde på Energi Akademiet.
En non profit der i hovedetræk arbejder med community power, som er det ord der har mest saft og kraft, men på Dansk vidtløftigt oversat ” lokal folkelig kraft”, se det Danske batter slet ikke på samme måde overhovedet som det engelske.

Energi Akademiet har efterhånden i  25 år arbejdet med lokal bæredygtig omstilling, og ikke kun på Samsø. Vi har via alt vores ihærdighed og ildhu og  i vores egen optik, blevet et internationalt fyrtårn for lokal samfunds udvikling. 

Her kommer pionerer fra hele verden som arbejder med seriøs forandring i deres lokal områder,  helt underspillet og mennesker som har været i branchen før bæredygtighed blev til mainstream eller global aktivisme. Så Energi Akademiet på Samsø tilbyder og invitere og derfor kommer levende legender uafhængige aktivister og pionere på vores workshops eller konferencer.  Energi Akademiet har mange formater afhængigt af partnere og deltagernes ønsker og behov.

Her & Nu

Nogen gange er jeg i hopla når vi får gæster og andre gange kan jeg mærke spændinger anmasse. Den Nordirske gruppe denne her mandag i juli,  havde booket et todages workshops forløb.

De var repræsenteret ved ca 12 forskellige interesseorganisationer, samlet set fra Nord Irland. Gruppen eller delegationen har inden arbejdet ihærdigt inden Samsø workshoppen. Søren Hermansen vores direktør har været i Dublin og  senere i Nord Irland og lavet oplæg af flere omgange og skabt uanet tillid på det vi kan tilbyde på Energi Akademiet er en mulighed for sværte omstillinger og helhedsplaner. 

Den Nordirske delegationen er igang med at skabe tillid og samarbejde,  som kan iværksætte det fælles lange lange seje træk, med fokus på hvordan det store VI sammen kan udarbejde en plan for at den tredje største sø “Lough Neagh” i verden, altså´ tre gange så stor som Samsø og forsyner 40 % af Belfast drikkevand. Lough Neagh er ejet af load Nick Ashley Cooper bosiddende i England. Han deltog også på Energi Akademiets workshop i tæt samarbejde med de 12 interesse organisationer.

På Energi Akademiet har vi en tilbagevendende tradition, når vi har gæster. Tænkningen er at gæsterne jo også skal tilbydes at sidde på  kontoret og at vi er lige og at huset er et fælles sted for udveksling. Vi viser og formidler alt fra processer til byggemateriale og at bygningens solceller producere den strøm vi alle anvender i dagligdagen. Gæsterne kommer rundt i hele bygningen, så de ved hvor der kan tales i mobil uden at genere alt for meget.

Jeg sad den mandag og arbejdet på et nyt projekt omhandlende Energi Fælleskaber, og havde glemt at denne delegation fra Nordirland som havde booket et to dages workshops forløb. Gæsterne var der pludseligt og stod rundt om mit skrivebord. Heldigvis var Søren deres gennemgående host for de to dage, og han introducerede hvad og hvem vi er og hvad vi arbejder med.

Min intro til dem blev kort og hårdt, med en usikker intro på hvordan jeg grundliggende er et utrygt menneske og når jeg skal arbejde med grupper starter min optik til kundskaben at sensorisk kalibrere hvad der er på spil i den givne situation eller den sammenhæng der indfinder sig. Her fik jeg en fan fra den Nordirske gruppe og som prompte tilkendegav og tilsluttede sig både præmissen og fornemmelsen af manglende tillid og det at stole på nogen eller noget.

Hvad jeg ikke vidste var, at jeg her kom i kontakt med en af Europas største og mest modige borgerretsforkæmper. Jeg var heldigvis lykkelig uvidende, men kunne mærke at her var et menneske, en kvinde der havde en værktøjskasse så stor som en skolebus, og som bar på instrumenter som handler om værdier som frihed og demokrati i den helt helt tunge liga. Min indre David Lynch viskede fra mit indre, du skal lave en rapportage, skrive en bog om Bernadette Devlin.

Jeg er siden blevet helt besat efter at jeg nu har siddet med hende, ja verdens vidunderligste kvinde og udvekslet og hun har fortalt om dele af den kamp for frihed og demokrati igennem Irlands historie om seriøs frigørelse og selvstændighed. Mens jeg sad der, blev jeg ramt og mussestille, ja det var som at møde et grundfjeld i Nord Norge eller stå over for indlands isen som kælver. Ikke noget du oplever hverdag

Bernadette arbejder nu for menneskerettighederne for immigranter, rejsende, enlige forældre og mennesker med intellektuelle vanskeligheder i Tyrone amt. Hun oprettede STEP, South Tyrone Empowerment Program. Som altid at udfordre magthaverne på vegne af folk, der kasseres af de velhavende.

Det er syvogtyve år efter langfredagsaftalen og for nylig fejret af dem, der har udviklet den.

Våben er blevet lagt til hvile, og paramilitære mord er stort set stoppet; det er bestemt en præstation. Men stridende politikere, der er interesseret i deres egne dagsordener, og nu virksomheder, baner ikke vejen for enhed. Her er et irsk ikons historie for borgerrettigheder og ægte enhed.

Josephine Bernadette Devlin er født og opvokset i Cookstown, County Derry, Nordirland, af irske katolske forældre, John James og Elisabeth Bernadette Devlin, hvor det katolske flertal blev manipuleret af politik til at blive det undertrykte mindretal. Denne undertrykkelse gav Bernadette hendes “dissident” stemme en person, der er uenig med og offentligt kritiserer den gældende politiske orden, ideologi eller etablerede autoriteter i et samfund. Dissidenter afviger fra den officielle linje og kan udtrykke deres uenighed gennem forskellige former for protest og modstand. 

En ung Bernadette blev undervist af sin mor og far i at recitere taler og synge sange og opretholde irske republikanske idealer. Hendes far døde, da hun var blot ni år gammel, familien var nu afhængig af velfærd for at overleve. Bernadettes mor døde, da hun var en nitten-årig universitetsstuderende i psykologi og et stiftende medlem af borgerrettighedsbevægelsen, People’s Democracy; efterlader hende til delvist at opdrage sine yngre søskende, hvilket baner vejen for den menneskerettighedsaktivist, hun stadig er i dag.

Bernadettes slogan var

“Jeg vil tage min plads og kæmpe for dine rettigheder.” Holder en opløftende tale, beskrevet af nogle på det tidspunkt som den fineste jomfrutale siden Benjamin Disraelis i 1837.

“Der er ikke plads i samfundet for os, de almindelige ‘bønder’ i Nordirland… fordi vi er de, der ikke har, og de er de, der har… Den situation, som vi står over for i Nordirland, er en situation, hvor jeg føler, at jeg ikke længere kan sige til folket: “Bare rolig. Westminster passer på jer.” Bernadette Devlin.

Bernadottes egen stemme i kort form

De “shared spaces” er indkøbscentrene og til dels arbejdspladser, men ikke de steder, hvor folk bor. Fredsprocessen handlede aldrig om at sætte en stopper for sekterisme, men om “at styre den og holde den inden for parametrene for ikkevold og politisk kontrol.”

Højrestående vægmaleri skildrer nogle scener fra ‘Slaget ved Bogside’, som fandt sted i august 1969. Vægmaleriet viser Bernadette McAliskey (Devlin på det tidspunkt), der taler til folkemængderne på Bogsides gader. 

Hun modtog senere en fængselsdom for at have deltaget i og opildnet til et optøjer.

Maleriet bruger en række trekantede temaer, der minder om gavlvæggen ‘Free Derry Corner’, som er et fokuspunkt i maleriet. Skraldespandslåget i forgrunden blev brugt af kvinder og børn i katolske områder i hele Nordirland til at advare folk om et forestående angreb fra den britiske hær.
Overstående fotografi viser bygningen, som vægmaleriet er malet på, efter en omfattende ombygning foretaget af Northern Ireland Housing Ex.

“Hvis du reflekterer tilbage på det, er forklaringen for mig, 

“at det er en militaristisk filosofi, der er bange for demokratiet. “

Den stoler ikke på folket. [Partierne] arbejder i regeringen på nøjagtig samme måde. Det er ikke, fordi de ikke forstår demokratiet. De tror ikke på det. Og de institutioner, der opstår deraf, er kontrolinstitutioner.

Det passede både den britiske og den irske regering at indvillige i dette, mener hun. “Hvis de var seriøse med at ændre Nordirland, ville de have insisteret på en 20-årig strategi for desegregation af boliger, desegregation af uddannelse, ende på vores private og kulturelle adskillelse.” Kilde: Interview i Irish Times med Kitty Holland.

Et par måneder senere i et interview blev Bernadette spurgt, om hendes tirade var at modvirke pressens ærekrænkelse af McGlinchey. Devlin roste McGlinchey for hans demokratiske tankegang og “den fineste republikaner i sin generation”. Selvfølgelig sagde Bernadette i sit sædvanlige vid. “Resten af det kan jeg tage tilbage … jeg tror ikke engang på helvede.”

Desværre dækker The Price of My Soul, en indsigtsfuld udsolgt erindringsbog, Irlands historie før 1969 og borgerrettighedsbevægelsen. Det giver også lidt af Bernadettes baggrund.

En sidste hyldest

At hun stadig i en solid alder arbejder med forbedringer for fælleskabet og er en forkæmper for vores miljø er svært at sige noget om. Men hendes erfaring skinner som guld og hun er utrættelig og en stærk rollemodel for mit arbejde og det ikke at give op og blive ved med at tro på at det er det lange seje træk der tæller.

Oplev hende på Energi Akademiets korte video hvor Bernadette forstørre begrebet servant leadership og se vores anden video fra vores samarbejde med Japan. Servant er en dyd og en spændende disciplin i selvledelse.

Oversætter du “servant” bliver det til at stå i en andens tjeneste,  tjenerledelse er en ledelsesfilosofi, hvor lederens primære fokus er på teamets og interessenternes vækst og trivsel, og hvor lederens behov og udvikling prioriteres over deres egne.Det er en uselvisk tilgang, der lægger vægt på empowerment, samarbejde og etisk adfærd for at skabe et positivt og produktivt miljø.

I 1981 overlevede Bernadette, nu McAliskey, og hendes mand Michael, et mordforsøg fra Ulster frihedskæmpere, et dæknavn for den loyalistiske paramilitære Ulster Defence Association. Bernadette blev skudt ni gange foran sine børn. Britiske soldater på patrulje over for McAliskey-hjemmet tog en halv time om at reagere; deres hjemmetelefonledninger var blevet skåret over . Til sidst kommanderede en af de nyankomne tropper, der gav førstehjælp, en nabos bil for at få hjælp fra et kommunalbestyrelsesmedlem. Bernadette og Michael blev til sidst luftet til et nærliggende hospital.