Pionerguiden

PIONERGUIDEN

Livet må forstås baglæns, men leves forlæns”

 sagde nationalfilosoffen Kierkegaard. Sådan forholder det sig også med pionerprocesser, der begiver sig ud i et endnu ukendt territorie, som det jo er at arbejde med bæredygtig udvikling.

Her hos Energiakademiet er vi praktikere. I det daglige arbejder vi med at udføre små og store forandringer, som fremmer lokal økonomi, grøn teknologi og reducerer udledningen af CO2.

Vi har måtte lære det hele selv – på den hårde måde.

I udarbejdelsen af guiden har vi stillet skarpt på Energiakademiets interne processer. Vi har set os selv efter i kortene. Ambitionen er, at andre lokale pionersamfund kan tage ved lære af de 20 års erfaringer, vores proces, vores benarbejde og ikke mindst vores succes med at lykkes.

Her på Energiakademiet siger vi ofte til os at selv, at hvis bare vi vidste alt det, vi ved nu, så havde vores processer kørt meget lettere. Derfor har vi sat os for at dele ud af vores erfaringer. Forhåbningen er at andre lokale pionersamfund vil anvende os i samarbejde med guiden i deres arbejde med omstillinger.

 

Mit ønske om et Samsø, der er selvforsynende med vedvarende energi – og i 2030 uafhængigt af fossile brændstoffer – har krævet og kræver fortsat en vedholdende indsats. Ikke bare min, men en lang række menneskers. Sammen tager vi ansvaret for en fælles og bedre fremtid på os.​

HVAD BESTÅR GUIDE AF?

Guiden er ikke tænkt som en universel løsning eller en bageopskrift til perfekte processer. Det er en indikator på de mange retninger, et projekt eller sag skal have for at kunne lykkes og blive forankret.

Den fysiske del er udformet som 11 kort samlet i en mappe. Ideen er, at vi her har valgt nogle afgørende greb eller indsigter, som er dem, vi har vurderet er de vigtigste at starte med, hvis man står med et pionerprojekt eller en vild ide, man håber og ønsker at få gennemført i sit lokalsamfund.

Vi har gjort os en masse erfaringer, lavet masser af fejl, men også opnået store resultater. I dag står Samsø som billedet på en global succes, et pionersamfund og en samfundsmarkør.

For indeværende har vi en projektportefølje, der tæller mere end 20 aktive projekter, der alle omhandler bæredygtig omstilling.

FIRE “REGLER” FOR GUIDEN

Forhåbentlig kan vores erfaringer bidrage til, at samfundet bliver i stand til at vælge de billigste og bedste løsninger til bæredygtige samfundsforandringer, og blive klogere på, hvordan teknologi og adfærd kan udvikle samfundet på sigt.

Vi har udgivet websitet Pionerguiden, som kommer rundt om vores erfaringer med at omstille Samsø som lokalsamfund.

Dette website er en antologi, som samler en række erfaringer, gode råd, værktøjer, metoder, fortællinger, videnskabelige perspektiver og film, der hver på deres måde repræsenterer noget af alt det, befolkningen på Samsø har lært ved at handle sig frem til at blive selvforsynende med vedvarende energi – og uafhængige af fossile brændsler inden 2030.

Websitet samler vores erfaringer. Vi har et stort ønske om, at de kan komme andre lokale pionersamfund eller enkeltstående projekter til gavn.

Du kan bruge antologien til at blive klogere på, hvor meget der skal i spil, hvor mange du skal involvere, og hvor meget der skal kommunikeres, når I leder et bæredygtigheds projekt. Det er vores ønske, at det også skal være en fornøjelse for jer at arbejde med bæredygtig udvikling lokalt – og vi står naturligvis klar til at hjælpe med viden, formidling og undervisning, hvis I får behov for vores hjælp.

Scroll to Top