Generation “No Title”

Aktivismens fremtid afhænger af kunst, lokalt ejerskab og et helt nyt sprog

jeg er altid tørstig på falafel bar
Jeg nægter at købe vandflasker og jeg må ikke få postevand.
Så stod jeg ved kassen med en zucchini i min hånd,
kun mig og dig, den og jeg
men jeg ku ikke mærke den
for den var wrapped in plastic
grøn hud min hud
jeg spurgte drengen
Hvem beskytter du os fra?

Uddrag fra Undergangsfortælling i kollektiv tone af Other Story og Goodiepal & Pals, oplæst under en aktion på Charlottenborg marts 2018

Der er i det politiske billede mere end nogensinde brug for folkelige bevægelser, der kan give uafhængige inputs til debatten omkring energi og klima her i Danmark, både på det globale, nationale, regionale og lokale plan. Vi lever i en tid hvor politikerne barberer rammesætninger og kompromiser bort, hvor forligene indenfor energi og miljø syltes, og hvor ngo’er og folkelige bevægelser bliver færre og mindre slagkraftige.

Det har vi i dette nyhedsbrev bedt professor Frede Hvelplund, tidligere klimakommissær og formand for Concito Connie Hedegaard, kunstner og studerende Madeleine Kate McGowan og lektor ved DTU John Holten Andersen om at forholde sig til, for de hører på hver deres måde blandt de danskere, der forsøger at råbe civilsamfundet op.

Da John Holten-Andersen i marts fik bragt sin kronik Nekrolog: Miljøministeriet er afgået ved døden i Information, blev han for eksempel oversvømmet af reaktioner. ”Artiklen skabte virkelig røre. Folk ringede og skrev. De virkede chokerede, og ville høre mere. For kunne tingene virkelig stå så skidt til, som jeg beskrev dem?”, siger John Holten-Andersen.

Øjensynligt ja. John har været en aktiv figur i den danske miljøbevægelse siden 70’erne, hvor han var med til at grundlægge NOAH – sin tids stærkeste, danske ngo indenfor klima, natur og miljø, der i høj grad var med til at påvirke politikerne til i 1971 at skabe et miljøministerium, som for alvor kunne sætte miljøet på den politiske dagsorden.

Men selvom John og hans kolleger dengang jublede ved nyheden, vidste de også at de havde skabt et tveægget sværd: ”Vi fornemmede at tingene nu ville blive hevet op på et helt andet, bureaukratisk niveau. At nogle helt andre mekanismer ville gå i gang, som lå udenfor vores rækkevidde. Men jeg tror aldrig vi havde forestillet os, at man på sigt ville kvæle ministeriet så meget, at det i stedet blev en løftestang for det vækstsamfund, som vi dengang var så meget imod.”

Derfor erklærede han i sin kronik miljøministeriet for dødt. Spørgsmålet er så, hvem der skal skabe et alternativ, der kan tage over.

Hvad gør vi for atter at vække civilsamfundet til aktivistisk kamp, og hvordan skaber vi en fremtid, hvor borgerne holder beslutningstagerne effektivt op på energi og miljø?

John Holten mener at svaret på de spørgsmål skal findes i en af hans egne, store passioner, sproget: ”Miljøbevægelsen har i for mange år været alt for teknokratisk og har gjort tingene til et spørgsmål om en masse indviklede, tekniske og bureaukratiske detaljer, som den brede befolkning ikke har kunnet se sig selv i. Miljø og klima er blevet et specialistdomæne hvor man skal kende en masse fremmedord og regne på vildt abstrakte tal. Det ligger så lang fra hvad man ellers sanser og oplever. Derfor står vi nu i en situation hvor vi ikke har den samme folkelige opbakning som for 20-30 år siden. I stedet skal vi tilbage til et mere umiddelbart sprog hvor det handler om det vi ser, lugter, føler og hører. Teknokratsproget gør at embedsmænd i dag kan sidde og kommunikere med hinanden overalt på kloden, men det har også gjort miljøbevægelsen utrolig fragmenteret. Lige så snart du i stedet møder mennesker face to face i en konkret, lokal kontekst, så taler konteksten med, for den sansede virkelighed kan du ikke abstrahere fra. Derfor må aktivismen få liv gennem det lokale engagement, som miljøbevægelsen havde i starten. Med konkrete, håndgribelige projekter, som man for eksempel har haft på Samsø omkring Vedvarende Energi-Ø. Og så er det alfa og omega at have opbakning fra kulturlivet. At genskabe aktivismen er også at genetablere hele det kunstneriske miljø. I 70’erne bakkede musikere, forfattere og digtere op om miljøbevægelsen, og dem skal vi have tilbage. For det er kunstnerne, dem, der kan arbejde med sproget og gøre tingene poetiske, som kan vække vores følelser og atter skabe forbindelsen til naturen, så vi får lyst til at kæmpe for den”, forklarer John Holten Andersen.

Hør nu, foregangsland – det her går altså ikke!

At sproget også handler om de rigtige historiefortællinger peger tidligere klimakommissær, Connie Hedegaard på. Ligesom John Holten Andersen har hun bemærket at ngo’erne har svært ved at få momentum i pressen, og at den digitale medievirkelighed stiller nye krav til afsenderen:

”I gamle dage risikerede ting, der gik skævt at skylle ud over medierne, men nu er der så mange medier og platforme at der ikke rigtig kommer det samme, store skred. I dag skal budskabet være virkelig præcist og fængende for at brænde igennem, og her er det svært at sætte dagsordenen for aktivisterne. Mange i medierne synes allerede at det der med klima, det har vi jo allerede hørt om. Så folkebevægelserne mangler at kigge på deres mediehåndtering og finde nogle nye vinkler, der kan mobilisere læserne og gøre dem til potentielle aktivister og give dem en positiv vision. Man må sige ’hey foregangsland, det her går altså ikke, nu skal vi vise jer et alternativ!”

Connie Hedegaard mener dog ikke at aktivismens krise ligger i, at ngo’erne er blevet for store, tværtimod: ”Jeg synes det er vigtigt at aktivismen også kan få tyngde igennem store foreninger, der kan skabe en reel modvægt til at de instanser, der forsøger at bremse klima-arbejdet.
Ngo’erne er presset økonomisk p.g.a færre bevillinger, mens dem man typisk er oppe imod, har oprustet, og det får klimabevægelsen til at tabe momentum.”

Generationsskiftet skal ikke være et stafetløb

En anden ting, der kan gøre genfødslen af en ny og mere aktivistisk miljøbevægelse besværlig, er det generationsskifte, man står overfor. Mange af dem, der i 70’erne var med til at opdyrke det aktivistiske miljø i civilsamfundet, går snart på pension. Men hvordan står det egentlig til med den aktivistiske ånd hos de unge?

”Hos Noah har vi en meget aktiv ungdomsgruppe, der har taget involveringen op på et helt nyt niveau. De sørger simpelthen for at de nye, unge medlemmer bliver genopdraget ude i skoven og lærer at tænde bål og sove under åben himmel. For som de siger: vi bliver de nødt til at kende den natur, som vi kæmper for. Og mange unge i dag har aldrig nogensinde lavet deres eget bål, eller fanget en fisk”, fortæller John Holten, som er begejstret for denne nye kampånd, som han ikke kunne få øje på for bare 10 år siden: ”Jeg er faktisk ikke enig i, at der ikke er mange gode ting i gang indenfor aktivismen. Man hører bare aldrig om dem i medierne. De sociale platforme er i stedet blevet et vigtigt redskab, som de unge benytter i udbredelsen af deres budskaber, og der kan min generation desværre ikke rigtig være med. Vi må bare være der som kustoder og klappe dem på skulderen og øse af vores erfaringer.”