Gennem Energi- og miljørigtige tiltag ville Samsø Golfklub gøre sig til bæredygtig pioner i branchen i både Danmark og udlandet.

Grøn Golfbane på Samsø

KATEGORI: Planet

Del på facebook
Del
Del på twitter
Tweet
Del på linkedin
Del
Del på email
Email
Del på print
Print

Kontaktperson og projektleder fra Energiakademiet:

Formål og beskrivelse:  

Gennem Energi- og miljørigtige tiltag at gøre Samsø Golfklub til pioner i branchen – både i Danmark og i udlandet. Blive inspirations- og læringsplatform for andre golfklubber, uddannelser af greenkeepere og kommunale parkfolk.

 

Samsø er i forvejen kendt som vedvarende energi Ø, og golfbanen ville også, ved at arbejde målrettet på flere forskellige fronter, bidrage til dette projekt. Nu er målet at vise, at en golfklub og en fritidsbeskæftigelse kan fungere uden anvendelsen af fossile brændstoffer, og samtidig gøre noget godt for miljøet. Som et led heri har Samsø Golfklub sat sig det mål at blive miljøcertificeret i Golf Environment Organization (GEO)

Verdensmål:  

7. – Bæredygtig energi, 13. – Klimaindsats, 15. – Livet på land, 17. – Partnerskaber for handling

Løbetid:

2011 – ?

Forløb og konklusion:

Det startede med et energitjek for energioptimering af bygninger, udviklede sig til et jordvarmeanlæg og blev startskuddet for en lang række af bæredygtige og miljørigtige tiltag i Samsø Golfklub.

Energi- og miljøløsningerne, der i dag møder golfspillerne og de besøgende på Samsø er efterhånden mange, som projektet har udviklet sig over årene. Samsø Golfklub passer på miljøet og viser forbilledligt andre golfklubber vejen. Nu udvikler golfklubben sammen med diverse leverandører og Samsø Energiakademi produkter og metoder som også andre sektorer kan nyde godt af. Innovationen gennem samarbejder på tværs kan afføde miljøløsninger, som ellers aldrig vil komme til verden. På Samsø kan de afprøves inden de udbredes og opskaleres. Visualisering kan fremme forståelsen af miljøproblem og løsning – og fremme flere innovative tiltag.

Lokale aktører:

Samsø Golfklub, Samsø kommune, Samsø Energiakademi, lokale landmænd

Partnere:

Grundfos, DLF trifolium, PRODANA, Svenningsen maskiner

Partnerskaber på golfbaner mellem energi- og miljøsektoren, kommuner, private virksomheder samt udlandet kan føre til udvikling af nye energi- og miljøløsninger.

Derfor støtter og faciliterer Energiakademiet samarbejdet mellem parterne på lokalt plan for at sikre:

  1. Barrierer identificeres og løsningerne implementeres
  2. En hurtigere realisering af miljømål
  3. Bedre miljøforhold end reglerne kræver

Involvering, medejerskab og positiv adfærdspåvirkning af civilsamfundet

Donor:

Ingen donor – frivilligt arbejde fra Samsø Energiakademi og Samsø Golfklub

Succeskriterier:

Samsø Golfklub fik overrakt Golfsportens Miljøpris 2015 som et bevis på den store miljøindsats klubben gør. Prisen blev indstiftet for at sætte fokus på de mange grønne tiltag landets golfklubber gør i disse år.

Golfsportens Miljøpris uddeles af en komité bestående af repræsentanter fra Dansk Golf Union, Friluftsrådet, Danmarks Idrætsforbund, Danmarks Naturfredningsforening, Miljøstyrelsen og Dansk Greenkeeper Forening.

Allerede nu kan pilotprojektet med mikrokløver og algegødning ses blive anvendt på Samsø Kommunes fodboldbane og kommunens andre grønne arealer.

Økologi og bæredygtighed vinder frem på Samsø. Lige for ligger f.eks. det voksende miljøbevidste tyske marked og de øvrige nabolande. Man kan let forestille sig regnestykket på miljøbelastningen sammenlignet med en runde på banen på Samsø og på en traditionelt drevet bane.

Resultater:

Banen får hvert år flere og flere besøg af interesserede, der ikke kun kommer for at spille golf, for at opleve de forskellige tiltag, der er lavet for at blive Danmarks Grønneste Golfbane.

Vand genanvendes på golfbanen – og næring bibeholdes således i kredsløbet. I et fremtidigt projekt tænkes regnvandet, der fra drænsystemerne ledes til de lavtliggende golfsøer, fremover pumpet tilbage til et reservoir ved hjælp af pumper drevet af solceller og en lille lokal vindmølle. Greenklipperen er nu eldrevet, har solceller og også golfvognene har fået solceller på taget. De maskiner, der endnu ikke kan køre på el, har fået en kærlig miljø- og energimæssig behandling, så for eksempel er den nye fairwayklipper en commonrail diesel, driftsoptimeret, og blevet 40 % bedre end den gamle.

Får bliver der også udsigt til. Seneste indsats er vedligehold af roughen med gutefår, en fårerace som stammer tilbage fra vikingetiden. I samarbejde med en lokal landmand sikres det, at fåreholdet med det transportable hegn kommer rundt de rigtige steder på banen. Samtidig med denne økologiske ukrudtsbekæmpelse fremavles lækkert og sundt spisekød under optimal dyrevelfærd. Udover at de vanskelige tilgængelige områder nu plejes af får, slipper golfklubben også for at køre ukrudtet bort, da det nu havner i fårenes maver.

Golfbanen gødes ikke længere med traditionelle gødninger, men organisk gødning og plejes blandt andet med koldpressede tangalger der forbedrer jordstrukturen og dermed afhjælper sneskimmel m.m. Som en positiv sideeffekt stortrives ny vandsalamander, den fredede, grønne frø, agerhøns m.m. Golfspillerne kan nu møde en mangfoldighed af smådyr og se disse sammen med banens større dyr som hare og rådyr, og hele familien kan nyde biodiversiteten på turen rundt på banen. Golfklubben har for tiden et udviklingsprojekt i gang med udvikling af mikrokløver, der kan spare masse af kvælstof og hæmme ukrudt. Som en sidegevinst skaber det en flot og grønnere farve i ydersæsonerne og på hårdt belastede dele af banen. Mikrokløver reducerer dertil også behovet for vanding.

Da der slet ikke sprøjtes på golfbanen, kan både mælkebøtter og for eksempel marven fra dunhammere i de mange søer spises – så måske den næste klubaften hedder: Spis din golfbane til din fårekølle!

For at involvere og skabe medejerskab og stolthed omkring golfklubbens høje miljøstandard, har klubben udleveret mælkebøttejern til spillerne og engageret dem i den økologiske drift.