− Interview med Samsø Energiakademis direktør, Søren Hermansen, om temaet

resiliens:

”Resiliens er blevet et videnskabeligt begreb, som giver udtryk for en situation, hvor der er en trussel udefra, du skal overleve. Så din overlevelseskraft i forhold til en udefrakommende trussel viser, hvor resilient et samfund, du har. Truslen kan være hvad som helst, for eksempel klimaforandringer. Men det er en permanent ting, det har altid været der, og derfor kan man sige, at det er en naturgiven trussel. Så er der den samfundsgivne trussel, der kommer mere indefra, og som er defineret af samfundets konservative beskyttelse af det, vi har, i forhold til det, vi arbejder frem imod. Så det vi har, er en trussel mod noget, der kan være bedre eller anderledes. Så den form for resiliens er jo egentlig negativ, men har den positive ting i sig, at du ikke bare springer væk fra noget, du lever af, til noget, som du ikke ved, om du kan leve af. Så den adresserer jo angsten, eller angsten for forandring, og angsten for forandring er der, hvor du sænker din resiliens, altså gør den mindre, mens lysten til forandring gør den større, du har simpelthen overlevelseskraft, du tør godt, du træder det næste skridt uden at vide, om du træder i et sumphul, og om der er fast grund under fødderne.”

”Den balance er interessant, for den er ikke centralistisk, den er hele tiden begrundet af ting, der bevæger sig rundt om de ting, det egentlig handler om. For det, det egentlig handler om, der vil vi ikke være, for det er konkluderende. Vi (samsingerne, red) vil gerne være derude, hvor det er i bevægelse, som er det ydre styrede, men stadig det lokale. Og det gør også, at vi bliver nødt til at tale med bonden derovre. Selvom han er en dum skovl, så har han altså nogle ting, jeg skal bruge, for at komme derhen, så vi bliver nødt til at mødes. Det synes jeg jo ikke er resiliens, men det er mere en form for genmanipulation, hvor vi godt ved, at vi bliver nødt til at krydsbestøve.

Selvom vi ikke er meget for det, så gør vi det, fordi vi ved, at tilsammen giver det et bedre resultat. Der går vi altså abstrakt længere, end vi burde gøre. ”Der er også nogle, der siger i forhold til dyreverdenen, at når løven bider i struben på bøflen, så får bøflen et fredfuldt udtryk i øjnene fordi den ved, at den tjener sit formål. Den lader sig dø, fordi den nu har omsat græsset til det noget spiseligt, så rovdyret kan leve. Cirklen er sluttet i en eller anden forstand. Det er meget interessant at betragte det som en naturgiven tilstand, hvor man accepterer vilkårene. Og det gør vi også her. Resiliens er hvor meget man accepterer vilkårene og arbejder med dem. Idag har vi et differentieret samfund, hvor vi ikke kender vilkårene, fordi vi lever i en isoleret verden som individder, der cirkler rundt og bare har nogle egen-definerede projekter, hvor vi ikke er en del af helhedsudviklingen. Jeg tror, at det er der, det ligger, når vi taler om resiliens hele tiden. Det er fordi vi føler os disconnected, vi er ikke en del af helheden, og derfor sidder vi alle i et centrum, hvor vi egentlig helst ikke vil være.”

Vi er altså ikke en del af fødekæden, ligesom bøflen er?”Nej, vi kan ikke lukke øjnene i fred og sige, at vi har tjent vores formål.”

Hvis vi skal tage fat i det med bonden, der vælger at gå over til sin nabo, selvom han egentlig ikke kan lide ham: hvor kommer den evne fra til at se, at det er det, han skal gøre?

”Jeg tror at det er noget, du skal arve. Der var én, der engang fortalte mig, at bønderne i gamle dage gik på markvandring hos hinanden en gang om ugen. Så mødtes man og gik ud over markerne og kiggede på afgrøderne, og det var en meget stærk kultur i landbolivet. Man talte om hvordan afgrøderne stod og spurgte ind til hinandens arbejde, og på den måde delte man viden, det var en slags efra-gruppe, en social erfaringsudveksling, som fungerede, fordi det var til alles bedste, alle fik noget ud det.”

Det, der er sket på Samsø, er ikke sket på øer som for eksempel Læsø eller Anholt. Hvad er det, der findes på Samsø, som gør stedet så specielt?

”Ja, man finder masser af eksempler på det modsatte, fordi en ø også er en sårbar størrelse. Hvis der går idealisme i den, så skal du vælge enten den ene eller den anden leder. Er du så med på den store forandring, eller er du med det konservative og traditionelle? På Anholt kan du komme ind i forsamlingshuset hvor der i den ene ende sidder den en gruppe, og i den anden ende sidder en anden gruppe, fordi den ene gruppe består af nogle forandringsfolk, der kommer udefra, som vil lave om på alting, og de andre føler sig enormt truede af det. Og de er så truede af det, at de er bange for at gøre det, de egentlig burde gøre, nemlig at række ud og sige: lad os nu mødes og se hvordan verden så vil se ud på Anholt om 10 år, for I bringer noget med jer. På samme måde, som må I forstå, at I er trådt ind i en kultur, som er gammel, og har en masse værdier, så må vi også forstå, at I åbner vinduerne til noget, som vi ikke kender, og som vi er lidt bange for. Vi bliver nødt til at snakke om det. Så jeg tror at det, vi har her (på Samsø, red.) er en gammel kultur baseret på forandring og fornyelse, hvor man på andre øer har levet totalt isoleret. ”

Det vil sige at vi nu også taler om geografi?

”Ja, det tror jeg faktisk, at vi gør. Samsø har ligget enormt centralt, al trafik er gået her forbi, så vi har altid hele tiden haft folk, der har kommet og sagt: skal vi ikke gøre sådan, og hvorfor gør vi ikke sådan.”

Er det korrekt, at nordøen er orienteret mod Jylland, mens sydøstsiden af Samsø er orienteret mod Sjælland?

Jamen det er helt naturligt, det kommer sig af en gammel tradition, hvor man vidste at der kom noget godt og interessant derfra. Nede i Ballen, der talte man en dialekt, der var præget af Kalundborg-jysk, fordi de havde en færge, de sejlede den vej. Det er en fornyelseskraft, for hvor kommer fornyelsen fra? Vi kobler os på systemer, hvor vi får os et system tjek-up og siger: jeg kan bedre lide dén end dén. Hvor kommer de nye inspirationer fra, og hvordan adopterer du det? Samsø er også kendt for at være et udvikingslingssted indenfor landbrug, hvor nogle måske hørte om noget i England, og så rejste man bare afsted. Det var ikke noget problem. Man hørte om nye tiltag indenfor kunstig inseminering, og så røg man afsted sammen med dyrlægen. Den der tro på, at det kan vi godt. Der er vi jo i en meget mere isoleret verden nu, hvor vi faktisk kan flyve jorden rundt, men hvor tingene er blevet meget mere ekspertorienterede, og hvor vi får vi mere og mere fortalt, at vi ikke selv kan på sådan en stakkels, lille ø.”

”I gamle dage var mange folk på Samsø skipperbønder, de havde et skib, hvor de sejlede med varer, så lastede de kornet og sejlede måske til Norge og kom så hjem med tømmer og tjære og var også lige forbi Aalborg og hente kalk. De havde også ofte karle og tjenestepiger med sig hjemme fra gården, de kom så med den båd. På den måde blev der bragt nogle nye kulturer med hjem.”

”Kulturmæssigt har vi også haft et gods her, og en godsejerfamilie, som igennem hundredevis af år har holdt fast i noget kultur og en forbindelse med kongehuset, som dengang var en meget vigtig magt i den her sammenhæng. Så når kongen var på rejse kunne han blive beværtet her. Det betød selvfølgelig også, at der i det daglige var forbindelse til København for 500 år siden. Vi har været en del af et netværk, et rejsestop, også på det officielle plan, hvor kongen placerede folk.”

Der er altså både en lokal forankring og en krog i det omkringliggende samfund, der er en puls?

”Præcis, og det er også det, som vi tjekker ind på i dag. Når vi taler om bæredygtighed, så snakker vi også om sammenhængen, vi gør ikke kun det her for os selv, men som en del af en helhed. ”

Hvis vi taler om den omkringliggende fare, så har vi også en aktuel diskurs om problematikken mellem by og udkanstdanmark, hvor man kan sige, at Samsø er et ret så vitalt samfund i forhold til mange af de andre udkanter. Hvad tænker du om det?

”Det her er bare et gæt fra min side, men jeg tror at vi har haft en selvopholdelsesdrift som baserer sig meget på at vi bliver ved med at have kontakter udenfor øen, så vi ikke bare lukker os omkring os selv og er et feriested. Der er også et liv udenfor sæsonen. Der kommer en masse mennesker udefra, og det har der altid gjort: Fra min barndom kan jeg huske at vi havde folk fra Buthan, der gik på landbrugsskolen ovre i Malling, og fordi min far kendte de der folk, så kom de også på besøg på Samsø, og jeg var vildt betaget af, at prinsen kom på besøg fra et land i Himalaya-bjergene. Vi har opretholdt en position som Danmarks centrum, også for folk udenfor øen.

Ligger resiliens latent i alle samfund som noget, der bare skal aktiveres, hvis resiliensen ikke lige er til at få øje på?

“På mandag skal jeg til Snaptun, og tale med Glud, Snaptun og Hjernø borgergrupper, og det er nogle små bitte byer i mundingen af Horsens fjor, som i forbindelse med strukturreformen blev lagt ind under en storkommune. Dengang undgik Samsø faktisk at blive en del af en storkommune, og det taler i mine øjne for, at storkommunedelen har frataget de små steder deres egen kultur, deres egenforståelse, deres eget postnummer. Pludselig findes de ikke mere, nu er den gamle kommune blevet til en større kommune, hvor hovedkvarteret ligger langt væk. Og der tror jeg, at hvis du taler om resiliens, så sænker en sådan hændelse stedets resiliens. I isolationen kommer der dog en større bevidsthed om tabet af resiliens, og det aktiverer nogen i forhold til genskabelsen af den overlevelseskraft, som vi havde engang. Nogen siger måske: Nu er vi i fare, truslen udefra er pludselig blevet større, og den skal lukkes op indefra, for der kommer ikke nogen og hjælper os. Samfundet udefra har faktisk lige vist, at de ikke tager sig specielt meget af os ved at gøre os til en del af en større helhed. Administrativt er det selvfølgelig meget lettere. Lars Løkke, der stod bag den nye strukturreform, hans mål var ikke at styrke lokalsamfundene, hans formål var den overordnede administration, der skulle være mere effektiv og billig. Der piller du resiliens ud af systemet, som jeg ser det.”

Kan man så opbygge resiliens konstruktivt?

Ja, det kan du med en samtale om, hvad der kommer herefter. I den proces må du ikke røre ved det, der ligger bagud, for der ligger nogle gamle magtsstrukturer, som du alligevel ikke kan gøre noget ved. Forandringen kan du i stedet skabe ved at lave et ideologisk centrum, hvor du siger: forandringen, det kan være den her del, som vi snakker om i dag, så kan vi snakke om det her i morgen, og det her i overmorgen, og totalt set så bliver det her det, vi gør om ti år. Skal vi mødes om det? Så den der vision om fremtiden baseret på det, vi ved om fortiden, der har du brug for at bringe nogen ind, der ved noget, altså alle dine naboer, i den her samtale. Du har brug for at de gør det sammen med dig, ellers bliver de dine modstandere. Så resiliensen, den er i virkeligheden både en kraft og en modstand, og du skal have vendt den om til at blive en kraft, og det gør du ved at inddrage kollektiv viden i udviklingen. Så får man en fælles platform at starte fra. Så kan du gå hjem igen, og det er det, der er det levedygtige i processen, det binder dig ikke at gå ind i det møde, det forpligter dig måske moralsk, og dermed har du i virkeligheden sat processen i gang, men det baserer sig altså på den samlede viden. Der er nogen, der trækker, og der er nogen, der skubber, og som er bange, og sammen skal vi gå det næste skridt. At opbygge det kræver en naturlig leder, en, der er god til at samle folk, sådan en findes i alle fællesskaber, en, som vi har tillid til, som ikke er forudindtaget. Så kan du praktisk set lave et mere resilient samfund.”

Findes der en følelse af resiliens?

”Der er jo en masse forførelse i processen, hvor hvis du som leder vækker begejstring hos folk og de committer sig og siger dét er en god idé, dét vil jeg gerne være med til, så kan du jo aligne processen, så den bliver dynamisk og bevægelig. Her skal du skabe en begejstring, som kan mærkes i kroppen. Gider jeg gå til det næste møde? Ja det gider jeg faktisk godt.

Hvordan sikrer vi resiliensen i fremtiden?

”Det gør man ved at kigge på de basale ting i Danmark, for eksempel landbrgsstrukturen, som er fuldstændig forgældet, der er ikke noget at arve, kun en kæmpe gæld, som de unge skal slæbe med sig ind i fremtiden. Istedet for at sige: jamen til den her generation, der er færre flasker rødvin, fordi vi har forgældet os, vi burde tage ansvar. Så vi burde enten ekspropriere jorden, så pensionskasserne kan opkøbe dem og udstykke dem til små husmandslodder. Men så går vi også ud og piller ved det romerske imperiets meget mere businessorienterede samfund, som handler om markedet og magten. Man må være mere langsigtede i strategien. Det er også en del af resiliensen.”