Alle taler om vejret, men ingen gør noget ved det. En gammel vittighed, som er blevet lidt tragikomisk i takt med, at vi faktisk forandrer vejret i længden, via klimaforandringerne. Det endnu mere morsomme er, at klimaforandringerne ikke umiddelbart kan aflæses i det lokale vejr, men at vi alligevel reagerer på følelsen af de nuværende forandringer, mere end den viden, vi har om de langsigtede forandringer. Det samme med Corona; vi reagerer følelsesmæssigt og kaster alt ind mod en groft sagt almindelig type influenza, selvom vi godt ved, at vi kan bruge ressourcerne bedre ved at højne den almene folkesundhed og ældrepleje, for nu at blive inden for feltet. At en influenzaepidemi overskygger en klimatrussel hænger i høj grad sammen med reptilhjernens tendens til at kæmpe eller flygte, i stedet for at analysere og planlægge. Både klimaforandringerne og coronaepidemien er ydre fjender, men coronaen trumfer klimaet, fordi den er nærværende og håndgribelig (men ikke mindre dødelig) og fordi vores følelser kommer i spil på en måde som ellers kun sker, når der er ekstremt vejr (som nok er en konsekvens af klimaforandringerne på sigt, men ikke i første omgang). Spørgsmålet er hvordan og hvornår vi kan handle både aktivt og klogt, uden at være i vores følelsers vold, men samtidig være fuldt bevidste om den fælles fjendes farlighed.