Malene Lundén: Kalligrafi i Japan

I said

YES

En trane, eller snarere en flok traner, er som et sæt bundgarnspæle i tæt parløb med en mole, hvor det handler ikke om at komme først i havn. Tranen står som hugget ud af en helt særlig slags marmor, kølig og kold og med en overflade, der ikke lige krakelerer. Tranen er et mysterium på liv og død, svøbt i en kåbe af uforanderlig skønhed. En kærlighedserklæring med 20 års tilløb. Japan du er som Tusind og en Dags eventyr. Du aflange land, som ligger der, lærer mig om livets store under og om kunsten at stille sig til rådighed. Skønheden med rum og kraft kan ikke ses eller forstås på en og samme tid. Mysterierne ankommer kun hvis vi stiller os til rådighed og træner gentagelsens credo med kroppens fysiske evne. Dette er en artikel om kunst på tværs af kultur, et ønske om at tilegne sig viden om aikido og kaligrafi, en hyldest til at opleve demokrati og mennesker, når vi er bedst. Skrevet fra 9 sal på Art Hotel i Nigartar, Japan, med udsigt til togstationen. Jeg står i nattemørket med en reel bekymring for “ hvad jeg lige gør, hvis der kommer et jordskælv”. Malene Annikki Lundén

Skønhed, rum og kraft

PROLOG: 

AT DE STØRSTE ERKENDELSER HVER GANG FALDER MED SAMME DISKRETE KLARHED SOM LYDEN AF EN DRÅBE, DER RAMMER STÅLVASKENS BUND, ER DET BEDSTE

— FRA DIGTSAMLINGEN “DET VÆRSTE OG DET BEDSTE”, SØREN ULRIK THOMSEN (2009)

Info og baggrund
Hvordan sanses skønhed, rum og kraft ? Det er et af mine helt store spørgsmål, som jeg arbejder professionelt med i projektet GATEWAY Japan/Danmark. Projektet udforsker i størrelse, kraft, form og retning hvad vores bevidsthed som fællesskab kan.

En lille del af den samlede, faglige baggrund og viden er hentet fra to japanske kunstdiscipliner. Dele af deres praksis danner grundlaget for et prototypedesign, som senere er blevet anvendt i 2015 på destinationerne Århus, Købehavn og Samsø. 

Aikido 
Den første kunstdisciplin udgøres af den gamle og hellige kampsport Aikido. Navnet betyder nogenlunde følgende: AI står for Kælighed, KI står for Energi, og DO står for Kunst. Aikido bidrager til prototypen med frihedens handling, for Aikido er en kampsport grundlagt for at fremme harmoni og fred, og kamp uden aggression. Aikido skal ses som en dans, der uddanner den enkelte til at forstå mere og andet end at man kun kan overleve, hvis man er den stærkeste.

Aikido fremmes af træning og du kan lære kunsten om rum og kraft i forståelsen af hvad dine bevægelser kan undergå, når du har lært at aflæse og sanse rum uden aggression. Så kan tingene opstå som et narrativ, der sætter dig i stand til at bøje og blive som et græsstrå, der kan tåle selv orkaners rasen. Aikido lærte mig en langt dybere forståelse af rum. At der findes plads, der ikke er fyldt ud. Billedet her er et værk med 3 dimensioner:

Objekterne står frem som hvide trekanter, der en efter en forsvinder ud af rummet, og rummet står tilbage uden objekter. Altså rum uden objekter, rum uden fortolkninger, rum i dets egen, frie form.

Fagligt går jeg på opdagelse efter skønhed, og dele af den skønhed jeg undersøger og iværksætter i denne her prototype er ikke altid eksisterende og kan måske betegnes som rum/plads af hvidt støj/stilhed. Et stort og dragende mysterium! Et mysterium, som, uden at det skal lyde for mærkeligt, eksisterer, er rundt om alt og kan betegnes som en masse indeholdt af rum og kraft og skønhed, når mere end den enkelte medvirker. Det kan blive fortolket som spiritualitet eller religiøsitet, men det er det ikke.

Kalligrafi
Den anden kunstdisciplin er et skriftsprog, der læres i skolen i Japan. Kalligrafi har i dag en praksis og en betydning på godt og ondt i den japanske kultur.

Jeg er drevet af kalligrafien som kunstnerisk praksis fordi den er kultiveret og forædlet og stadigvæk i dag inderholder mange lag af mysterier, som ikke kan forklares. Jeg har med kalligrafien som kunstart erkendt at jeg aldrig kommer til at mestre den, og derfor har jeg mesterkalligrafisten Sakamoto med i processen, som gør at deltagerne er i mesterlære. Vi har sammen opdaget at kalligrafi er enkelt og har en forædlingsteknik, som er let at tilgå. Jeg har i processen komponeret et enkelt drama i midten af metoden, som kort fortalt gør at kalligrafien anvendes på en helt anden måde end sædvanligt. Denne intervention får kunstarten til at ryste og rammer japanerne på en frisættende måde i forhold til deres opdragelse og opfattelse af kalligrafien. Risikoen fremmer og binder både værk og deltagerne sammen. 

Prototypens metode og bevæggrund 

Prototypen indeholder i sin grundform tre kompositioner: 

Første del handler om demokrati, dialog samt forenklingen af de 17 FN verdensmål fra 17 til 1, fra farver til sort/hvid. Anden del handler om at sanse og lære på ny ved at anvende blæk og hvidt papir. Tredie del samler de to tidligere processer til et kunstværk, som kalligrafisten afslutter med teksten fra verdensmålet. Deltagerne skal som community/gruppe indgå i dialog og prioritere hvor vidt for eksempel mål nr. 6: Rent vand og sanitet er mere afgørende end mål nr. 11: Bæredygtige byer og lokalsamfund. Gruppens deltagere skal blive enige om at vælge det vigtigste verdensmål ved at række hænderne op som stemme og visualitet. Derefter vælges en repræsentant for gruppen, som bliver processens klimaks, når vedkommende udfører en kraftig bevægelse med blæk og pensel og danner underlaget til den afsluttende kalligrafi, som Sakomoto færdiggør med kyndig og erfaren hånd. En gruppe designere og en ny form for design er født!

Scroll to Top