– og det påvirker de politiske dagsordener. 
Børn og unge engagerer sig i klimaet af samme grund som børn og unge til alle tider har engageret sig. De generationer, der nu sidder på flæsket, har skruet et samfund sammen, der ikke levner nok plads til de drømme og håb ungdommen har for en bedre verden. Men hvad laver de unge derude, og hvad kan der forlanges af dem?

Danmark har stolte traditioner indenfor sociale bevægelser med fokus på miljø og klimaproblematikker. I 1960’erne og 1970’erne var miljøproblemer et græsrodsanliggende, der med stor succes skubbede på, så Danmark kunne bekæmpe forurening og skabe bedre vilkår for alle levende organismer her til lands. Det fokus var så indlysende og slagkraftigt, at det i 1980’erne i stor grad blev overtaget og professionaliseret af staten. Dette førte til en effektiv administration af indsatser overfor miljøproblematikker, men tog også en del af vinden ud af sejlene på græsrødderne og den sociale bevægelse, de havde fostret.

Sidenhen dukkede Brundtlandrapportens fokus på bæredygtigheds-problematikker op, hvilket blev koblet med 90’erne fokus på økologi og markedets potentielle evne til at afhjælpe vores miljøs og klodes problemer. Staten tog sig af rent vand, luftens kvalitet og andre klassiske miljø og forureningsindsatser, og vi blev som individuelle borgere i vid udstrækning overladt til at agere som kritiske forbrugere, der på markedet kunne vælge økologi fremfor kedelige, traditionelle varer og i samme ombæring hælde lidt grøn identitet i indkøbsvognen. Det var der dog ikke meget social bevægelse i og slet ikke til et bredt engagement i de klimaproblematikker, der igen og igen er blevet understreget som vor tids største udforing af bl.a. IPCC-rapporten. I Danmark oplevede vi en kort opblomstring af folkelig interesse omkring COP15 I København 2009, men ellers har det været en svær dagsorden at bryde igennem med.

De politiske dagsordener har været præget af økonomisk jubeloptimisme i de brølende 00’ere, aflyst af kummerlig finans- og migrations-krise og de seneste år endnu en omgang ophedet økonomisk vækst. Alt sammen hovedrystende i et bæredygtigheds- og klima-perspektiv. Nu sker der dog noget! Initiativer som forårets klimastrejker og ikke mindst den grønne studenterbevægelses brede gennemslagskraft blandt børn og unge understreger, at klimaforandringer og miljøproblematikker ikke længere kan fejes under bordet og males om til blot potentielle salgseventyr for danske vindmøller og anden green tech.

Ungdommen måles fejlagtigt op mod 68

Vi står i store problemer til halsen og det lader til at det demokratiske pres manifesterer sig stærkest blandt en ungdom, der ellers har fået på puklen i årtier for ikke at være politisk engageret eller tage andet end deres SoMe aktiviteter alvorligt. Internationale undersøgelser af unges demokratiske deltagelse og politiske engagement placerer igen og igen de danske unge blandt dem, der identificerer sig allermindst med demokratiske processer og ikke mindst muligheden for at påvirke politiske dagsordener.

Når der alligevel skældes ud på uengagerede unge, der ikke magter at løfte blikket og sikre vækst, revolution eller noget helt tredje, så handler det mest af alt om at vi, de voksne, måler ungdommen op imod en 68’er-inficeret forståelse af hvad politisk aktivitet er, og hvad den skal handle om. Det træge arbejde i ungdomspolitik eller etablerede organisationer giver ikke nødvendigvis mening, når f.eks. klimaproblematikker ikke lader sig tøjle indenfor nationale rammer eller de politiske partier over en kam fumler sig igennem, når det handler om, hvordan klimaet skal håndteres.

Når tusindvis af unge samles til klimastrejke foran Christiansborg eller (næsten) samtlige partier kaster sig over klima-dagsordenen efter en usædvanlig varm sommer i 2018, peger det dog i retning af, at ungdommen er alt andet end lad og uinteresseret og at mildest talt pinlige forsøg på at præsentere tekniske fiks fra politisk side (500.000 elbiler på vejene! Nej! 1 million elbiler på vejene! Etc.) langt fra formår at rammesætte de udfordringer eller de forandringer vi står overfor.

Ungdommen er politisk og engageret, men bare ikke på samme måde som de forrige generationer (hvilket vist er noget nær en naturlov og egentligt ikke burde overraske). Det hænger måske sammen med at klimakrisen, som vi står overfor, ikke kun kan forstås ud fra klassiske udviklings- eller vækst-dagsordener. De generationer, der enten så international solidaritet som løsningen på hungersnød og fattigdom, eller hældede til fortsat lineær vækst som vejen frem, har således særdeles specifikke bud på hvad kernen i de store problemer er (udbytning, racisme, mere frit spil for markedskræfter etc.). Disse bud handler dog meget om hvordan vi mennesker administrerer vores samkvem og meget lidt om hvad alt det, der ikke blot er menneskeligt, betyder.

Noget tyder på at dem, der er involveret i den grønne studenterbevægelse og klimastrejkerne, har forstået, at de problemer, vi står overfor i form af klimakrisen, ikke lader sig presse ned i de gode gamle politiske højre/venstre forklaringsmodeller, men overskrider dem og på mange måder er meget mere komplekse. Det er ikke nok at spise lidt mindre kød, det er ikke nok at købe en hybridbil, og det er langtfra nok at spare en flyrejse væk og tage cyklen til stranden i stedet. Konsekvenserne af klimakrisen er enorme, uforudsigelige og næsten umulige at begribe for slet ikke at tale om at håndtere som enkelt almindeligt menneske.

Derfor ser vi nu en ungdom, der ikke blot slår hælene sammen og drøner videre i et hårdtpumpet vækstspor, hvor de er brændstoffet i en samfundsmotor, der gerne skal kunne accelerere med 2% årligt. Derfor ser vi også en ungdom, der sætter spørgsmålstegn ved det fornuftige i at individualisere løsninger på klimakrisen i form af mere eller mindre renskurede bud på at forbruge sig til en løsning. Det er ikke let at navigere i en hyperkompleks problemstilling og forsøge at se sin egen rolle i bidraget til en vej frem.

Afholdslogik er ikke løsningen
Greta Thunberg har som klimaikon formået at få politikerne i tale. Men som hun også selv understreger, så kan en 16-årig ikke gå aktivt ind i politik og sikre de strukturelle og samfundsmæssige omvæltninger, der er nødvendige. Glæden over en gryende social bevægelse, drevet frem af børn og unge med insisterende fokus på vor tids største problem, skal med andre ord ikke bruges som en undskyldning for at flere generationer af voksne nu løber fra ansvaret eller overlader børn og unge alene med de problemer, som vi andre har skaffet dem på halsen.

I Dannmark er vi i udgangspunktet langtfra bæredygtige og bliver det ikke lige med det samme. Ifølge den grønne tænketank Concito er vores årlige CO2 aftryk pr næse 19 tons, eller ca. 4-5 gange så meget som den gennemsnitlige verdensborger, og uendeligt langt fra idealet om 1 ton pr indbygger.

Reaktioner på denne nedtrykkende virkelighed og dens hyperkomplekse problemer kan komme til udtryk på flere måder: Man kan benægte fakta, hvilket som bekendt er den reaktion mange, ikke mindst politikere, vælger. Eller man kan tilstræbe en afholdskultur, der bunder i en konkurrence om at være mest klimavenlig. Men det kan meget let blive til en selvudslettende, nihilistisk kamp, som er umulig at vinde. På bunden af denne afholdenhedslogik venter den mest rabiate løsning: Selvmordet, enten konkret eller i genetisk forstand ved at undgå sætte børn i verden. Selvudslettelseslogikken må for alt i verden aldrig blive den løsning, vores børn og unge vælger. For den fratager dem al håb for fremtiden.

Pædagogik og uddannelse er mere end et nudging værktøjer
Så hvordan sikrer vi, at de unge generationer også i fremtiden bevarer deres håb, drømme og gåpåmod for at skabe en bedre verden? Her spiller pædagogik og uddannelse en væsentlig rolle.

Uddannelse kan forstås som et af samfundets vigtigste værktøjer til at indgå i en dialog med fremtiden. Denne dialog kan handle om meget, til tider mest om en fremskrivning af gårsdagens arbejdsmarked, men også om, hvordan vi håndterer de udfordringer, vi står overfor nu på lokalt og globalt niveau, men den bør lige så meget handle om de udfordringer, vi endnu ikke kender.

Derfor er det ikke nok at anskue pædagogikkens processer som værktøjer, der kan implementere ekspertviden omkring den rigtige bæredygtige adfærd og dermed sikre en glidende overgang til en klimavenlig fremtid.

En sådan opfattelse nedgraderer pædagogik og uddannelse med fokus på klima og bæredygtig udvikling til blot at være nationale nudging-værktøjer. Klimapædagogikken må som al anden pædagogik i langt højere grad tage den tidshorisont, som vi er en del af, alvorligt, og derfor tænke længere og bredere end ren og skær adfærdsregulering.

Vi har ikke adgang til fremtiden, men det at kunne lære nyt, uddanne sig, forholde sig kritisk til verden og give bud på, hvordan den er eller bør være, er et helt centralt perspektiv i uddannelse og pædagogik, specielt i forlængelse af den nordiske folkeoplysningstradition. Der er tale om en bred opfattelse af uddannelse, hvor uddannelse ikke blot er for bæredygtig udvikling, men hvor vi også forstår uddannelse og pædagogik som bæredygtig udvikling. Den forståelse hviler ikke alene på den stolte kritiske tradition, der stadig huserer i det danske uddannelsessystem; den har også vist sig at være langt bedre til at ruste børn og unge til at håndtere nuværende udfordringer og gå fremtidens udfordringer i møde med mod på livet, på trods af de populære og nedslående tendenser til at tale mere eller mindre sande, brændende platforme og globale dommedagsscenarier frem.

Klimakrisen kan ikke individualiseres
Uddannelse og læring som bæredygtig udvikling stiller krav om, at børn og unge skal vide så meget som muligt om klodens tilstand og globale udfordringer, men også at de samtidig skal forstå proportionaliteten i deres egne handlemuligheder for at redde klimaet hjemme i baghaven. Der er masser af rum til at handle selv og sammen med andre. Men børn og unge skal, som enkeltindivider, ikke som en anden Atlas slæbe rundt på kloden og dens fremtid. De fleste af de problemer, vi står overfor, kan ikke blot individualiseres. Der er tale om strukturelle udfordringer, og de skal derfor håndteres på det niveau. Det er ikke nok at spise lidt mindre kød, det er ikke nok at købe en hybridbil og det er langtfra nok at spare en flyrejse væk og tage bilen til Italien i stedet. Konsekvenserne af klimakrisen er enorme, uforudsigelige og næsten umulige at begribe for slet ikke at tale om at håndtere som enkelt almindeligt menneske. Vi skal som individer gøre hvad vi kan, men vi må ikke lade os gribe af mismod, når vi indser, at det sjældent batter meget på globalt niveau.

Klimakrisen er pt. det stærkeste eksempel på, at vi lever i et spændingsfelt, hvor vi på den ene side gerne vil gøre noget nu og her, men på den anden side taler om globale og hyperkomplekse problemstillinger, der ikke kan løses af individer eller enkelte nationalstater. Det er både abstrakt, foruroligende og til tider lammende. Men det betyder ikke, at vi, de voksne, kan løbe fra vores politiske, pædagogiske eller uddannelsesmæssige ansvar og forfalde til hurtige tekniske fiks eller håbet om, at de unge vil redde os alle.

Vi skal derimod klæde børn og unge grundigt på til deres (og vores) klimakamp, og det skal bl.a. ske ved at give dem kendskab til de politiske processer og organisationer, hvorigennem de kan påvirke klimadagsordenen i en mere positiv retning. Og det er i høj grad en opgave for skolen og ungdomsuddannelserne, der skal indarbejde bæredygtigheds- og klimaperspektiver i både pædagogik og didaktik.

Ingen hurtige svar
Uddannelse og pædagogik, som noget, der altid forholder sig til både fortiden, nutiden og fremtiden er centrale i de kommende års forventelige indsats i forhold til klimakrisen, men det er ikke dér, vi kan eller skal forvente hurtige svar på de svære spørgsmål. Snarere leverer uddannelse og pædagogik et rum til at forholde sig kritisk til de ting, der går ud over os selv, og arbejder med hvordan vi kan håndtere det, der presser sig på nu, mens vi samtidig tager det faktum, at klimakrisen aldrig vil drive over, alvorligt.

De unge øjne, der nu for alvor har set bæredygtighedsproblematikker springe ud, vil kun blive vidner til endnu flere kriser, menneskeskabte eller ej, i de kommende årtier. Men det direkte ansvar, politisk, pædagogisk og uddannelsesmæssigt hviler ikke på børn og unge, men på os, der arbejder med og har indflydelse på, hvordan disse felter udvikler sig og reagerer på vores globale og lokale udfordringer.

FN med deres 17 Verdensmål, og UNESCO med deres gennemgående fokus på at udbrede uddannelse for bæredygtig udvikling, har klimakrisen og bæredygtighedsproblemstillingerne øverst på agendaen, og forhåbentligt vil dette sive ned, ikke mindst hjulpet af et folkeligt og ungdommeligt pres, til de regionale og nationale, politiske niveauer. Pædagogik og uddannelse har her en central og rolle i forhold til at danne og uddanne børn og unge til at tage kritisk vare på deres og andres liv og frihed, så vi undgår kortsigtet eller opportun klimaudskamning af dem, der ikke formår at rette ind. I stedet kan vi bruge kræfter på at sikre håb og reelle muligheder for en verden og et samfund i bæredygtig udvikling.

Referencer:

Lysgaard, J. A. (2018) Learning from Bad Practice in Environmental and Sustainability Education. Peter Lang.

Lysgaard, J.A. Bengtsson, S. Laugesen, M, H-L. (2019) Dark Pedagogy. Palgrave

Lysgaard, J. A. Jørgensen, N. J. (2019) Uddannelse, pædagogik og bæredygtig udvikling. Frydenlund (Udkommer efter sommer 2019)

UNESCO (2017) Education for Sustainable Development Goals. Paris: UNESCO.