Det nåede vi også i 2017: Hønen, ægget og fremtidens arbejdspladser på Samsø, del 1

[:da]Tingene går nogle gange så hurtigt at vi slet ikke når at fortælle alle de gode historier fra vores eget univers – julen og nytåret er gavernes tid, og derfor vil vi gerne bruge december på at begave jer med alle de gode fortællinger, som vi ikke nåede at bringe i det gamle år. I denne uge bringer vi udklip fra en artikel i Samsø Posten, hvor vi i forbindelse med 20-års jubilæet lavede en artikel om fremtidens arbejdspladser på øen:

Det er udsigten til et meningsfyldt arbejdsliv, som skal få flere til at flytte til Danmarks landdistrikter. Det kræver dog, at nogle i lokalsamfundet tager det første skridt og skaber kimen til ny beskæftigelse, som kan lokke ressourcestærke mennesker til. Det er historien om hønen og ægget, for et sted skal tingene jo starte, og tager vi udviklingen af Samsø som Danmarks Vedvarende Energi Ø har det alene iværksat ca. 15 helårsjobs. I de første 10 år, hvor udviklingen handlede om at bygge og sætte teknologi op, var der ca. 30 midlertidige jobs pr år. Energiakademiet har i dag 6 fuldtidsansatte samt en håndfuld eksterne leverandører, og tiltrækker desuden 5000 årlige fagturister, hvis behov for kost, logi og transport også påvirker lokaløkonomien.

I år fejrer vi at VEØ-projektet fylder 20 år, og at arbejdet dermed har skabt et positivt tankesæt, hvor samsingerne udvikler meningsfyldte jobs, som folk rejser langt for at blive en del af.

Afsættet ind i fremtiden – Hester Callaghan og Bjarke Jensen tager springet: I 2018 overtager Hester og Bjarke på 27 og 22 år forpagtningen af den økologiske gård Yduns Have. De har i de sidste par år boet flere steder i Norden for at uddanne sig indenfor landbrug og økologi, men nu flytter de til Samsø hvor de gerne vil slå rødder.

Hvad er jeres største bekymring ved at flytte til Samsø som et mindre samfund i forhold til fremtiden?

Bjarke: ”Vores bekymringer ville være de samme uanset hvor vi flyttede hen udenfor et bysamfund, nemlig om vi kommer til at træde nogen over tæerne, fordi vi endnu ikke kender så mange. Jeg kommer selv fra Hjarnø, som er et meget mindre ø-samfund end Samsø, og hvor det godt kan føles som om man nogle gange snakker mere om hinanden end med hinanden. Man inddrager alle for ikke at holde nogen ude. Med Samsø virker det dog en del anderledes, og det var også en af grundene til at vi slog til og besluttede os for at flytte herover. Man lader til at møde hinanden med et friskt og åbent sind. Vi føler allerede at vi er blevet hjulpet rigtig godt på vej af samsingerne, som er meget gæstfrie.”

Hester: ”Vi føler os godt forberedt, fordi vi allerede er ret vant til at bo isoleret. I de sidste par år har vi rejst rundt i forbindelse med vores landbrugspraktik, hvor vi bruger meget tid alene, ude i marken. Jeg er selv fra England og kan da stadigvæk være bekymret om hvorvidt der er nogle kulturelle koder i det danske samfund, som jeg ikke kan få øje på, og hvor jeg måske fornærmer nogen.”

I er gået fra at være forelskede i Samsø til at indgå i et ægteskab med øen – har I tænkt over det lange stræk?

Hester: ”Ja, det har vi helt klart, og ud fra den bevidsthed planlægger vi at vi skal have et langt og godt liv her. Samsø skal blive vores hjem, og det lange fremtidsstræk kan vi godt lide at have i kikkerten. Vi ønsker at kende til hele øen og rejse vidt omkring på Samsø, for på Yduns Have kommer der altid så mange entusiastiske gæster udefra, at man måske lidt glemmer at bevæge sig udenfor bedriften.”

[:]

Scroll to Top