[:da]Tingene går nogle gange så hurtigt at vi slet ikke når at fortælle alle de gode historier fra vores eget univers – julen og nytåret er gavernes tid, og derfor vil vi gerne bruge december på at begave jer med alle de gode fortællinger, som vi ikke nåede at bringe i det gamle år. Foto: sev.fo
Den 1 november 2016 var to repræsentanter fra Samsø Energiakademi inviteret med til Nordisk Råds prisuddeling indenfor kultur og miljø. Anledningen var akademiets egen, flotte nominering for skabelsen af et globalt, digitalt mødested for bæredygtige lokale pionerer. Forrige års vinder, SEV fra Færøerne, var også til stede, og Energiakademiet greb derfor muligheden for at stille administrerende direktør Håkun Djurhus 4 nøglespørgsmål om miljøet og det nordiske perspektiv.
Håkun Djurhus fra SEV: Udfordringen er det stabile momentum
Hvad betyder det nordiske samarbejde for jeres projekt?
”Efter at vi vandt prisen, så har der været stor synlighed og megen interesse. Vi har et par et par projekter kørende i nordisk regi, det drejer sig om hydrogen og batteriløsninger på en lille ø der hedder Stora Dimmun, hvor der bor en enkelt familie. Det har vi kigget nærmere på sammen med nordiske partnere, og så ved jeg også at i en bygd, der hedder Leirvik, der kigger man på varmepumper, og det er også i nordisk regi. Så det er bare to eksempler på det. Men vi har brug for viden. Forleden havde vi besøg af forretningsmanden Jorma Ollila, som har været sendt rundt til de nordiske lande, og han har også besøgt Færøene og hørt om vores case. Han er forhenværende Shell-mand, så han kender forretningsgangene, og det var givende at sidde og snakke med ham. Det er meget væsentligt at man ikke føler sig alene om tingene, men at man har en dialog med andre, og Nordisk Ministeråds Miljøpris er en døråbner, den gør det nemmere at komme ind og tale med folk. ”
hvad er dit personlige udsyn i forhold til miljøets vilkår?
”Udfordringerne ligger i at der også skal være økonomi i tingene, det skal hænge sammen. Hvornår vælger brugerne de her ting? Vi har lavet spørgeskemaer om det her, og halvdelen af brugerne, de vil meget gerne være grønne, men de vil ikke betale en merpris. Olieprisen er generelt høj, men vi har også perioder hvor den er lav, og hvor det så er økonomisk trygt at bruge olie. Sådan svinger tingene. For os gælder det om at holde et stabilt momentum hele vejen igennem og komme over de der dale. Alternativerne til de grønne løsninger går ind og forstyrrer os en del når de er konkurrencedygtige i pris. De fleste brugere tænker jo på deres egen økonomi, og det er ganske naturligt, især når der er knaphed med tingene. ”
Hvis du skulle give noget videre til den næste generation, hvad skulle det så være?
”En grøn planet. Jeg mener det virkelig. Jeg føler det som en livsmission, jeg har børn og børnebørn, og jeg synes at der skal være levedygtigt på planeten mange generationer frem. Udfordringen er at vi lige nu brænder ressourcer af indenfor meget kort tid. Rent mængdemæssigt, så er der ikke sket nogen ubalance, men det kommer der, når vi bare futter masser af olie af over meget kort tid. Så det må ikke ske for hurtigt, alle skal kunne nå at tilpasse sig. Ellers får man store problemer som folkevandringer og knaphed på ressourcer både i energi og mad. Men vi lever i den vestlige verden og vi er meget beskyttede, verden er stor, og SEV arbejder derfor for hele menneskeheden. Hvis vi kan løse tingene i et lille samfund, så har jeg købt samvittighed til mange generationer af færinger, fordi vi er med til at tænke i store baner. Vi vil meget gerne være et foregangsland. Selvfølgelig er der grænser for hvor høj en pris vi kan tage hos vores forbrugere, men så længe det er det bedste alternativ både miljømæssigt og økonomisk, så er det rigtig sjovt at arbejde med det her. Men i perioder med lav oliepris er det faktisk en udfordring.”
Hvad er der i det nordiske, der giver os overskuddet til at være gode eksempler?
”Jeg tror vi er meget lige, der er ingen klasseforskelle. Og især for os færinger, hvor vi alle rejser med det samme fly. Det gør, at vi tænker i helheder, den kvindelige del af os får os til at tænke i fællesskaber og i samlede løsninger i modsætning til de individuelle løsninger, som i kapitalismen, hvor man kører efter en optimering for sig. Vi føler os som en del af samfundet hvor vi får belyst: Hvad får du ud af det her? Det nordiske handler om fællesskab.”
Hvad er SEV?
SEV er Færøernes fælleskommunale el-selskab, der i 2015 vandt Nordisk Råds Miljøpris på baggrund af ambitiøse mål og innovative tiltag for en grøn elektrificering af det færøske elnet. SEVs arbejde er ikke kun af betydning for indfasningen af fornybar energi på Færøerne, men også for det europæiske net. SEV har sat sig som mål, at Færøerne fra 2030 skal være 100 % forsynet af vedvarende energi. Håkun Djurhus er SEVs administrerende direktør.[:]