Ø 2.0 - DET HER ER BESVÆRLIGT

Del indhold

Fra Samsø 1.0 til 2.0
Samsø 2.0 er vores betegnelse for arbejdet frem mod realiseringen af Samsø som fossiluafhængig ø.

I den forbindelse har vi opstillet syv delmål i skalaen fra det håndgribelige til det procesorienterede og relationelle. Læs mere om de 7 mål nedenfor.

Fra 1998 til 2008 handlede det om omlægning fra fossil energi til vedvarende energi. Det lykkedes, og Samsø og samsingerne kan idag kalde sig selv for 100% selvforsynende set ud fra et energiregnskab, der balancerer produktion og forbrug per år.

Den svære 2’er handler fra 2008 om at se på de enkelte teknologier og om hvorledes vi kan bruge dem til en mere detaljeret omlægning og en større grad af direkte selvforsyning. 

Altså ikke “bare” et balanceret regnskab men en sikring af lokal produktion og anvendelse. Det kræver at de politiske rammer er klar til denne forandring. At pris og marked er klar til fordel for positive budgetter. Og sidst men ikke mindst at teknologierne er modne og konkurrencedygtige i forhold til de eksisterende systemer.

Der skal opbygges tillid og tro på fremtiden. Det kræver sikre budgetter og finansiering. Den folkelige opbakning bliver svag hvis disse forhold ikke er i orden og økonomien er for kortsigtet og usikker.

2.0 betragter vi på Energiakademiet som en pause til eftertanke efter 10 hektiske år med høj aktivitet for at nå i mål med Samsø 1.0 Vedvarende Energi-Ø. Vi har brug for at se fremad med ro og overvejelse.

Hvad nu? En afsøgning af mulighederne peger på behovet for en ny ressourceanalyse. Hvad er der til rådighed? Kan vi bruge halm til varme i et bæredygtigt system, eller skal vi lægge om igen og bruge halmen til biogas og el fra vindmøller til varmepumper i fjernvarmen? Det og mange andre spørgsmål bliver behandlet i Samsø 2.0.

Energiakademiet konsoliderede sig efter åbningen af huset i 2007 som institution. Siden dengang har vi kigget ud i EU og resten af verden og fundet netværk og partnere. Dermed sikrer vi os en del aktiviteter, som ellers har været  i fare for at blive lukket ned.

Samsø 2,0 handler om overgang og gentænkning af begrebet bærdygtighed. Hvad handler det om for Samsø? For Danmark? Vi deltog med spænding i forberedelserne til FN Klimatopmødet i København. Søren Hermansen sidder i et rådgivningspanel for Connie Heedegaard, og der bliver brugt kræfter på at positionere de resultater vi har opnået i Danmark og på Samsø.

Overordnede målsætninger frem mod 2030

At være udstillingsvindue: 

Vi ønsker at udbygge Samsøs rolle som udstillingsvindue for dansk viden og erfaring med at indarbejde et energisystem uden anvendelse af fossile brændsler og samtidig vise, hvordan energieffektive løsninger kan indføres i samfundet.

At sikre forankringen:
Vi ønsker at sikre den fortsatte forankring af de tiltag, der igangsættes, og stræbe efter befolkningens medejerskab til den fossil-uafhængige ø.

At gribe mulighederne:
Vi ønsker at gribe de muligheder, der byder sig til at etablere holdbare løsninger – sædvanligvis ved anvendelse af kendt og gennemprøvet teknologi.

At have internationalt udsyn: 
Vi ønsker at lære af internationale erfaringer og sikre at vi holder os åbne overfor omverdenen.

At bruge øens ressourcer: 
Vi ønsker at bruge øens naturgivne ressourcer på en smart måde.

At etablere og sikre kompetencer: 
At etablere, vedligeholde og udvikle en smidig måde at organisere initiativerne på, så det målrettede arbejde bedst muligt gør nytte af de faglige og menneskelige kompetencer, der er til rådighed for øen.

Det vil vi - 7 konkrete mål