Kampen kommer til at stå imellem dem, der tror på klimaforandringerne, og dem, der ikke gør. Den kamp er sterotyp og forudsigelig. Vi har i Fossilfri Ø-planen forsøgt at gå en anden vej. Hvis vi kan ændre opfattelsen af problemet fra at være et spørgsmål, som defineres som ”os og dem”, til at vi begynder at sige ”vi og vores”, er vi nået langt.

Hvad har hud og kulstof til fælles?​

Af Søren Hermansen, Direktør - Energiakademiet

Ressourceforståelse: kulstof vs. CO2
I vores moderne verden spiller ressourcer en enorm rolle. Vi ville ikke kunne fungere, hvis vi ikke havde adgang til ressourcer. Vi kan i dag se, hvordan kloden reagerer på vores forbrug af disse ressourcer og konstatere, at vi som race er dominerende og sætter tydelige spor på kloden.

Livet på jorden er betinget af blandt andet kulstof som den byggesten, biologisk materiale består af. Via fotosyntese produceres planter grundlæggende af lys, vand og CO2. Kulstof og ilt splittes og samles i en uendelig kæde af reaktioner i et biologisk kredsløb.

Bæredygtighed defineres ofte som god husholdningsøkonomi og naturen som den ressource, der holder os i live. Men med vores anvendelse af fossile energikilder har vi skubbet til den husholdningsøkonomiske balance. Vi tager så at sige af opsparingen. Den CO2, som er i cirkulation, tilføjes den CO2, som fremkommer ved forbrug af fossile energikilder (olie, kul og gas). Derved stiger CO2-mængden totalt og forårsager forsuring og klimaforandringer.

Hvordan kan vi formidle muligheder i stedet for problemer?
Når vi på Samsø introducerer en ny plan for hinanden, er den altid et kompromis. Den indeholder manges forudsætninger og ønsker, og dermed bliver den et fælles udsagn, der består af mange forskellige interesser. Vi deler også på godt og ondt konsekvenserne af vores beslutninger. Bruger vi mere olie, fordi vi ønsker vækst og arbejdspladser, øger vi samtidig vores forbrug af CO2 – det er ikke så godt. Kampen kommer til at stå imellem dem, der tror på klimaforandringer og dem, der ikke gør. Den kamp er sterotyp og forudsigelig. Vi har i Fossilfri Ø-planen forsøgt at gå en anden vej. Hvis vi kan ændre opfattelsen af problemet fra at være et spørgsmål, som defineres som ”os og dem”, til at vi begynder at sige ”vi og vores”, er vi nået langt.

Landmænd har brug for kulstof i jorden. De kalder det jordens ”bæreevne”, altså muldlagets evne til at ”bære” liv og omsætning. Moderne landbrug er industrialiseret og har i mange år ignoreret godt landmandsskab, hvor man værner om kulstof og biologisk materiale som føde til regnorme og mikroliv i muldlaget. Jorden har været et medie, som landmanden tilførte gødning og vand. Resultatet er en jord, der snarere ligner en ørken end et livfuldt muldlag. Muldlaget er jordens hud, så at sige, og huden skal plejes.

Her kommer Samsøs Fossilfri Ø-plan i spil igen!
For at få landmænd og skeptikere til at interessere sig for kulstof, skal vi igen til at se på det ældgamle regnskab. Vi udleder for meget CO2 – det er vi enige om. Men hvad nu, hvis landmændene kunne øge muldlagets kulstoflagringskapacitet? Det vil løse CO2-problemet og samtidig forbedre muldlaget, og landmanden skal herefter ikke købe så meget gødning og kan også vande mindre. Jorden kan i god omsætning meget bedre holde på og gemme ressourcer, som i luftform er et problem og i bundet form er en ressource.

Landmændene støtter denne idé, og dermed er en vigtig branche på Samsø med på at se på udviklingen af det fossilfri samfund. ”What’s in it for me” kommer til sin ret igen. Dette er ikke klimaaktivisme, hvor vi argumenterer imod hinanden, men lokaludvikling, hvor vi sammen finder forskellige grunde til at være med.

Samsø kan nu tilbyde resten af verden at binde noget af det CO2-overskud, der er et problem for klimaet, i landbrugsjorden. Dermed er Samsø en positiv del af løsningen for et bedre klima. Det handler med andre ord ikke kun om at eksportere eller fjerne problemet, men om at finde den bæredygtige løsning, der ligger lige til højrebenet, og som vi forstår.

Samsø vil diskutere med de omkringliggende bysamfund om, hvordan vi laver et cirkulært ressourcekredsløb. Byerne vil få kartofler, og Samsø får kulstoffet tilbage til jorden igen. Med det nuværende markedssystem producerer vi fødevarer (kulstof og energi bundet i form af kartofler m.v.). Vi sender vores varer til byen, hvor kulstoffet efter brug afleveres til kloakken og brændes af i forbrændingsanlæg sammen med andet affald, frem for, som i en naturlig cyklus, at ende på marken igen som gødning. Vi bryder altså kredsløbet, og derved bryder vi også forbindelsen imellem forbruger og producent. Hvis vi derimod tænker i kulstofkredsløb frem for CO2-regnskab, som vi gør i dag, er det vores hypotese, at den forbindelse og balance kan genoprettes, om ikke andet så indirekte. Kulstofregnskabet som afløser for CO2-regnskabet kan gøre det tydeligt for den enkelte, hvordan kulstof cirkulerer og omdannes i vores nuværende markeds- og forbrugssystem og dermed give samfundet og den enkelte nye indsigter og redskaber på hånden.

Vi er der ikke endnu – men vi har en positiv forståelse for problemets løsning. Det giver fornyet håb og grundlag for fællesskabets samarbejde.

Der skal et samfund til at forstyrre naturen – og det samme samfund bør medvirke til at forbedre vores forhold til den natur, vi lever af.

Lykkes vi med at forandre samtalen fra mudderkastning til, at vi faktisk kan se de mange muligheder, er der en chance for, at vi kan opbygge så stærk en social kapital, at vi sammen kan lave forandringer. Social kapital skal i denne sammenhæng forstås som et projekt, der samler folk omkring sig. Samsø har vist, at det kan lade sig gøre. På 10 år blev øen selvforsynende med vedvarende energi. Nu er udfordringen at få den sidste olie udfaset. Kan vi samles om det?