Jeg er meget glad for at være blevet tilbudt spalteplads her på Samsø Energiakademis nye blog. Faktisk lidt beæret. For man kan ikke nok gange tage hatten af for jeres daglige indsats for en grøn bæredygtig omstilling af Danmark. I er om nogen pionerer på dette område.

Derfor vil jeg ikke bruge min spalteplads på at fortælle jer om behovet for en seriøs grøn omstilling og iværksætteri, for det er mange af jer allerede eksperter i på hver jeres måde.
I stedet vil jeg gerne dele mine/vores overvejelser om, hvordan vi får en langt mere grøn, progressiv og entreprenant dagsorden i Danmark blandt andet gennem udviklingen af en ny politisk kultur.
Måske vil nogle af jer finde min fortælling inspirerende, og selv få lyst til at engagere jer i politik på nye måder. Andre af jer vil måske bare lære mig og Alternativet lidt bedre at kende.

Jeg ved nøjagtig, hvornår ideen om at starte et nyt politisk parti og bevægelse, ja – en ny politisk platform – opstod. Det gjorde den i en samtale mellem to unge aktivister, Sophie og Søren, og jeg på et gadehjørne på indre Frederiksberg en majdag i 2013.

Vi havde alle tre været til samme møde på Christiansborg i Under Radar-projektet. Et projekt, jeg på det tidspunkt havde sat i søen for at sætte fokus på alle de gode nye bæredygtigheds-projekter, der fandtes under den politiske og mediemæssige radar.

Da vi kom til krydset Gl. Kongevej og H.C. Ørstedsvej stoppede vi op. For det var her, jeg bor. Og så var det, at enten Sophie eller Søren spurgte mig: ”Uffe, hvorfor starter du ikke et nyt parti?”. Og selvom jeg umiddelbart afslog deres idé, satte spørgsmålet helt klart noget i gang i mig.

Jeg så tilbage på mit arbejdsliv med Frontløberne og KaosPiloterne, som netop handlede om ikke at acceptere den udgave af samfundet, vi har i dag, som den bedst tænkelige. Og det slog mig, at selvfølgelig må man også kunne lave politik på en langt mere involverende måde, end vi ofte gør i dag.

Ja, politik på en mere ydmyg og inddragende måde, som bygger på den grundpræmis, at flere ved mere og hvor en af politikernes vigtigste opgaver er direkte kontakt og dialog med borgerne. Og ikke mindst politik på en måde, hvor vi har modet til at forestille os et radikalt anderledes bæredygtigt samfund end det, vi har i dag.

Det, der var brug for, var intet mindre end en politisk og kulturel revolution, tænkte jeg. Vel at mærke en venlig og konstruktiv en af slagsen. Som den russisk-amerikanske anarkist og kvinderettighedsforkæmper, Emma Goldman, sagde: ”If I can’t dance, it’s not my revolution”. Og det var netop sådan en livsbekræftende revolution, jeg så for mig, da vi et lille halvt år senere stiftede Alternativet.

Der er virkelig sket meget, siden vi for små fire år siden – Sophie, Søren og jeg – stod på gadehjørnet af Gl. Kongevej og H. C. Ørstedsvej. Og jeg vil ikke lægge skjul på, at den fælles rejse vi startede ud på sammen hin majdag 2013, er det mest demokratisk håbefulde, jeg har oplevet i hele mit liv.

Også selvom det har været en rejse mod all odds. For fra dag et fik vi nemlig at vide af Gud og hver mand, at vi aldrig, aldrig, aldrig ville komme i mål med Alternativet.

Der var ikke det, der ikke var galt med os: Vores måde at udvikle politik på – gennem politiske laboratorier – var forkert. Den kampagnemåde, vi brugte til at samle underskrifter ind på, var forkert. Den måde, vi førte valgkamp på, var forkert. Og selv da vi så rent faktisk kom ind på Christiansborg, var den måde vi organiserede os på, og ikke mindst den måde vi var politikere på, forkert. Syntes de politiske kommentatorer og også mange af de politiske journalister.

Men heldigvis var og er der rigtig mange, der har den stik modsatte oplevelse. Nemlig at det lige nøjagtigt er det her, vi politisk har ventet på. Hvor ambitionen er at gå fra det nuværende repræsentative demokrati til et langt mere direkte involverende demokrati. Og hvor vi sammen bygger en ny demokratisk bro mellem Folketinget og det omkringliggende samfund.

Så fra at være tre mennesker på et gadehjørne er vi nu over 11.000 medlemmer. Fra en hovedbestyrelse er vi nu også ti kredsbestyrelser og over 80 lokalforeninger spredt ud over hele landet. Og også uden for Danmark sker der noget. For med inspiration fra Alternativet i Danmark er der sat nye politiske initiativer i gang i så forskellige lande som Norge, Sverige, Litauen, England og Nepal.

Det er denne nye demokratiske vision og ambition, mine MF-kollegaer og jeg har for øje hver eneste dag på Christiansborg. Vi forsøger på bedste måde at udvikle og udøve ny politisk kultur ved at lytte nysgerrigt til hinanden og til vores kollegaer fra de andre partier. Ved at være ydmyge over for opgaven som folkevalgte og hele tiden sørge for at blive klogere gennem møder med folk fra civilsamfundet, erhvervslivet og helt almindelige borgere, der er eksperter i deres egen hverdag.

Selvom intet menneske er perfekt, og opgaven med ny politisk kultur er svær på en arbejdsplads som Christiansborg, hvor spin og konflikt desværre stadig fylder meget, er jeg faktisk rigtig stolt af, hvor langt vi er kommet på det halvandet år, vi indtil nu har været på Christiansborg.

Lige fra den måde vi har organiseret vores hverdag på på den grønne gang (kælenavnet for den del af Christiansborg, hvor vi bor) over den måde, vi udvikler vores politik gennem on-going politiske laboratorier til den måde, vi træffer politiske beslutninger på i folketingsgruppen.

I forhold til det sidste kan jeg eksempelvis nævne, at vi livestreamer alle vores gruppemøder, så alle kan se med, når vi diskuterer vores indstillinger til afstemningerne i folketingssalen. Det er et sårbart sted at skabe gennemsigtighed, for vi er selvfølgelig ikke altid enige om alt i folketingsgruppen, men jeg tror, det er vigtigt at vise befolkningen nuancerne i politik. Et ’ja’ til en afstemning er ikke altid et 100% ’ja’. Det kan være et 80% ’ja’, fordi der som oftest er gode grunde for og imod en sag.

Jeg er – indrømmet – ikke mindst fan af vores helt egen lille udviklingsafdeling, som igen og igen kommer op med totalt overraskende nye forslag til, hvordan vi gør det at være politisk engageret meningsfuldt for borgerne. Seneste store initiativ fra udviklingsteamet er skabelsen det nye handlingsorienterede medie, Altivisten, som kan findes på altivisten.dk.

Altivisten er en løsningsorienteret modpol til al den konfliktfyldte journalistik, der præger mediebilledet i dag. Her kan alle borgere bidrage med løsninger inden for tre overordnede temaer: Hvordan lever vi bæredygtigt, hvordan skaber vi gode liv og hvordan udvikler vi demokratiet?

For mig er udviklingsafdelingens arbejde et godt eksempel på, at vi selv kan være den forandring, vi ønsker at skabe i verden. Mere borgerinddragelse i politik er nemlig for mig helt afgørende for, at vi får den forandring, som dansk politik har brug for. Der er brug for en ny politisk kultur, hvor alle slags borgere synes, det er spændende, meningsfuldt og lærerigt at deltage. Ellers bliver det bare ved med at være de samme midaldrende, slipsklædte, hvide mænd (sorry for denne generalisering), der bestemmer, hvordan vores samfund skal se ud.

Derfor vil min opfordring til jer læsere være at blive ved med at engagere jer i samfundet. I fællesskabet, i den lokale grønne omstilling og i nye former for politik. Der er brug for langt mere mangfoldighed i dansk politik, hvis de beslutninger, der tages, skal kunne repræsentere befolkningens ønsker.

Tag derfor jeres demokratiske autoritet til jer, dan fællesskaber, engager jer og søg indflydelse. Som den store amerikanske antropolog Margaret Mead engang sagde:”Never doubt that a small group of thoughtful, committed citizens can change the world; indeed, it’s the only thing that ever has”.