Hvis man laver en cirkel, der når fra Skagen til Gedser og omkredser Danmark, vil man opdage at Samsø ligger lige i midten af cirklen. Det ved vi godt på Samsø, men det kommer som en overraskelse for de fleste andre danskere og især måske for bornholmerne, der så måske føler sig lidt udenfor?

Samsø, øen i midten, er min ø. Jeg er født på Samsø og bor der stadig. Samsø er en gammel ø. Der har boet mennesker i 10.000 år. Mindst!

Da en særdeles initiativrig havnefoged for nogle år siden fandt på at uddybe naturhavnen i Langør, kom der ting og sager op af dyndet som egentlig skulle være blevet dernede. Museet var ikke fornøjet, men ikke desto mindre kom der dynd op, og der blev lavet en banke uden for molen. Det var en udflugt værd. Det er det altid, når nogen har gjort noget særligt. Især hvis det ikke var helt efter bogen. Der gik rygter om at der var stumper af vikingeskibe og vi pakkede bilen og drog afsted for at se det selv. Vi gik ud på molen og kiggede på sandet, der nu var blotlagt efter tusinder af år uden lys. Her havde vores forfædre siddet og spist østers. Jeg så en stump af et gevir stikke op af mudderet og jeg lokkede min søn til at hente den. En kronhjortetak, der var skåret i med et redskab af en slags. Vi har ikke haft krondyr siden sidste istid!

En terne havde bygget rede lige i nærheden og som et tegn på at komme tilbage til nutiden angreb den os. Se at komme væk fra min rede, syntes den at sige. Den tog tilløb og fløj så tæt forbi at den kunne hakke mig i min efterhånden tyndhårede isse. En ubetydelig fugl af en ringe størrelse og alligevel fik den os væk i en fart. Den var modig og kontant i sin besked. Her bor jeg og her har jeg i sinde at blive. I sikkerhed kunne vi se andre få samme medfart, og nu more os over den overraskelse det var, også for det næste offer.

Samsø er måske en lille terne. Med overraskende styrke viser øen at vi kan selv og at vi vil vores sted.  Og at vi synes at samle os i al forskellighed om det fællesskab et øsamfund også er. Siden 1998 har Samsø være Danmarks Vedvarende Energi-Ø. Det er gået godt! Vi har nået meget mere end vi turde håbe på og vi har sammen med en masse andre initiativer skabt en stemning, der tyder på at vi gerne vil blive her og som ternen passe på vores sted. Vi hakker gerne i skaldede isser hvis de kommer for tæt på og mener vi er et udkantssted, der er i fare for at uddø.

Selv om vi er meget forskellige på Samsø har vi et stærkt fællesskab. Ikke et permanent fællesskab, men en fællesskabsfølelse vi kan finde frem, når der er brug for den. Vi har et pragmatisk forhold til fællesskab. Det er der, når vi som individer har brug for flere til at løfte opgaven. Med forskellig grund til at deltage kan vi altså med andre ord godt have et fælles mål uden at være enige i øvrigt. Faktisk tværtimod. Der er lige så mange meninger som der er folk, siges det. Og alligevel har vi i fællesskab investeret i energianlæg, der gør os næsten uafhængige af importeret energi.

Vores selvforståelse vokser og vi er stolte, når den tidligere japanske premierminister kommer forbi for selv at se hvad det er den berømte ø har gang i. Vi er stolte over at den store leder bøjer sig ned og tager øen op i sine hænder og kigger på den og tager et billede med hjem for at fortælle om Samsø og samsingerne, som han mødte på sin rejse. Vi ved det godt selv, men det er ekstra godt at vide at andre også synes vi er noget særligt!