Ole Fogh Kirkeby har fundet inspiration hos Selma Lagerlöf til denne myte:

Det fortælles, at der i den tidlige middelalder lå en stor, rig by i det sydlige Baltikum, med navnet ”Vineta”, måske allokeret på Rügen, som sank i havet. Vi kan tænke os mange årsager, fra flodbølger til forskydninger i fastlandssoklen, men sagnet siger, at det var en straf for dens indbyggeres usædvanlige lastefuldhed. Sagnet siger også, at den heldige sejlende ved helt særlige lejligheder kan se den ligge på havets bund, ja, endogså, at den hvert hundrede år skænkes tilladelse til atter at stige op til jordens overflade. Hvis da en rejsende kommer forbi, går gennem byen, og blot med en lille mønt køber en enkelt genstand på et af dens mange markeder, så kan den forblive i de levendes verden.

Dog handler dette næppe om, at den rejsende har den mønt på sig, som Niels Holgersen manglede, da det timedes ham uforvarende at gå gennem byen, men derimod om at udveksle et løsen, om at kunne udtale det forløsende ord, der beskytter os mod vandets forbandelse. Men hvordan dette ord, denne mønt af klang, lyder, der lader havets triumf usket, er det ethvert menneskes opgave selv at finde frem til, og derefter i troskab mod livet på jorden hviske det til os andre.

Ole forklarer her sit valg af myten:

Ole har valgt myten, fordi så mange mennesker synes upåvirkelige af budskabet om de farer, som jorden svæver i. I lighed med ”ordet”, ”kerygmaet”, i kristendommen, så kan der måske findes et ord, der går til hjertet og derigennem at vi forstår det, medfører, at vi ændrer vores praksis.