
Strandengen 1, 8305 Samsø
TEL.:. 87921011
CVR: 29056048
Mail: info@energiakademiet.dk
”Da jeg voksede op eksisterede der cirka 120 højskoler over hele landet. Nu findes der 60. I 00’erne begyndte det virkelig at gå nedad bakke for dem, for de unge gad ikke fællesskabet. Nu er tingene ved at vende – vi er ved at genopdage værdien ved at være i en gruppe. Og i dag har jeg opdaget at Samsø er en kæmpe højskole i sig selv. En højskole er nemlig ikke noget fysisk, men en mental tilstand. Et rum, hvor folk er frie og ligeværdige.”
Tyge Mortensen Tweet
Nytårslur 2018: Til dagligt er Tyge Mortensen leder af Landsbyhøjskolen og bærer en myriade af kasketter – men først og fremmest arbejder han for at udvikle civile lokalsamfund og styrke nærdemokratiet. Det var derfor nærliggende at invitere Tyge med til Energiakademiets nytårslur, og begivenheden gjorde stort indtryk på ham:
Hvorfor er du kommet til nytårsluren?
”Jeg blev inviteret og ville rigtig gerne med, fordi Samsø er yderst relevant og inspirerende for mit eget arbejde. Jeg mødte Søren Hermansen da han engang var med mig på et kursus, og han nævnte nytårsluren, så nu er jeg her.”
Hvad er det nytårsluren kan?
”Det, jeg har oplevet i dag, er selve essensen af åbent demokrati i metode. Det med at man kan gå frem på en arena og bringe noget til torvs med et frit og åbent sind. På den måde får man flere folk med i cirklen, hvilket både er selve udfordringen og humlen ved at få nærdemokratiet til at fungere.”
Hvad synes du om oplevelsen?
”Jeg er meget imponeret. Her på Samsø er det lykkedes at skabe en blivende og levende kultur omkring det at skabe en forandring i samfundet – at ville og turde lave tingene om. Sådan noget tager rigtig lang tid, og ved at være et levende eksempel inspirerer I os andre til at gå i samme retning. Under luren lagde jeg mærke til, at vidt forskellige mennesker tog ordet. Selvom man åbenlyst kommer fra forskellige verdener – landbruget, kommunen, NGO’er, pengeinstitutter og det private erhvervsliv – så lytter man til hinanden, og respekterer det, de andre siger. Og man tør godt drille hinanden med et kærligt glimt i øjet. Det viser at I er kulturbærere for en unik og konstruktiv form for dialog, som ikke særlig mange andre kan finde ud af i resten af Danmark. Det er ikke Tordenskjolds soldater, som er mødt op – her er repræsentanter fra hele samfundet.”
Hvordan har dagen set ud med dine højskoleøjne?
”Da jeg voksede op eksisterede der cirka 120 højskoler over hele landet. Nu findes der 60. I 00’erne begyndte det virkelig at gå nedad bakke for dem, for de unge gad ikke fællesskabet. Nu er tingene ved at vende – vi er ved at genopdage værdien ved at være i en gruppe. Og i dag har jeg opdaget at Samsø er en kæmpe højskole i sig selv. En højskole er nemlig ikke noget fysisk, men en mental tilstand. Et rum, hvor folk er frie og ligeværdige.”
Se mere om Landsbyhøjskolen her: https://www.landsbyhojskolen.dk/
Strandengen 1, 8305 Samsø
TEL.:. 87921011
CVR: 29056048
Mail: info@energiakademiet.dk