Lige siden Samsø i 1997 begyndte at arbejde med vedvarende energi, har Samsø Energiakademi indsamlet viden og data fra hele øen. Nogle af disse erfaringer kan måles, vejes, sættes i diagrammer og bruges i statistikker, mens andre er sværere at indfange. De handler om følelser, relationer og psykologi, men er ikke desto mindre vigtige, hvis vi skal forstå hvordan og hvorfor den positive forandring på Samsø har fundet sted. I ”Ude Godt” inviterer vi forskellige gæstebloggere med ind i universet, der kan kaste lys på disse mere subtile sider af det at være menneske.

EMNE 1 I DEN POSITIVE FORANDRING ER RESILIENS

 

Hvad er skrøbelighed?

I det følgende vil jeg underkaste begrebet ”skrøbelighed” og dets antonym, ”robusthed”, en analyse i en mere overordnet forstand. ”Robusthed” er ofte vores måde at oversætte det engelske begreb ”resilience” på, og dette ord er begyndt at erstatte ordet ”bæredygtighed” i behandlingen af miljøproblemerne.

 

Det evolutionsteoretiske perspektiv.

Det overordnede perspektiv på disse begreber, idemæssigt eller livsanskuelsesmæssigt såvel som både ontologisk, erkendelsesteoretisk og videnskabsteoretisk, er det evolutionære, altså det biologiske, neurobiologiske, antropologiske og etnologiske; og derfra appliceres det på psykiatri og psykologi, på erhvervsøkonomi, herunder ledelse, organisering og medarbejdertrivsel, og på miljøproblemet. Dette evolutionære perspektiv kombineres historisk med systemteorien generelt og med det kybernetiske perspektiv specifikt. Dermed er nøglebegreber: organisk (genetisk) basis, fænotype og genotype, ontogenetik og fylogenetik, udvikling gennem differentiering på basis af en fælles stamform, og dermed variation, selektion, samt videre, adaption (tilordning), biologisk fitness (egnethed), absorbering (overtagelse gennem underordning af stimuli), og integration.

Gennem Hugo de Vries’ brug af Mendels arvelighedslove på Darwins teori kom begrebet ”mutation” i centrum, og udvekslingen mellem system (organisme) og omverden blev i nogle årtier nedprioriteret, indtil man i mellemkrigstiden udviklede det biometriske miniparadigme (Karl Pearson), hvor mekanismen ”naturlig selektion” igen kom i centrum. Denne evolutionsteori opererede med mange små, gradvise ændringer i organismen, der ikke indebar, at ændringerne kun kunne nedarves, sådan som de mendelske arvelighedslove foreskrev. I tiden op til anden verdenskrig forsonedes disse to paradigmer i den såkaldte ”teoretiske populationsgenetik” (J. B. S. Haldane og R. A. Fisher i England og S. Wright i USA), idet man integrerede mendelsk genetik i Darwins evolutionsteori. Disse forskere viste, at de små, kumulative ændringer som biometrikerne opererede med, kunne forklares ved mendelske gener, men også, at de fleste mutationer ville have så drastiske effekter på individet, og derigennem på genotypen, at de krævede samspillet mellem organisme og kontekst for at forklare evolutionen. Denne syntese blev efter publikationen af T. Dobzhanskys Genetics and the Origin of Species, i 1937, inspireret af entomologiske forskningseksperimenter, efterhånden kendt under betegnelsen ”neodarwinisme”, og er vel det herskende paradigme i dag også i lyset af moderne biologi, biokemi og genforskning på trods af den voksende indsigt i det enorme antal irreducerbare systemer på celleniveau.

Evolutionsteoriens centrale begreber er som nævnt variation, naturlig selektion og nedarvning, samt tilpasning og egnethed (fitness) – og jeg gengiver nu meget komplekse og relativt omstridte sammenhænge i en forsimplet form.

Variation forudsætter, at alle organismer, planter som dyr, kan betragtes som unikke, dvs. at enhver organisme er forskellig, hvor simpel den end er. Empirisk er udgangspunktet fænotypen i biologien eller ontogenesen (i psykologien)

Nedarvning betyder, at de fleste af en organismes træk er nedarvede fra dens forældre, på trods af dens unikke karakter, og de fleste af dens træk vil på tilsvarende vis blive nedarvet til dens eget afkom via genotypen eller fylogenesen.

Naturlig selektion stiller begrebet ”biologisk egnethed” (”biological fitness”) i centrum. Det betyder, at arvemassen er det centrale element ved skabelsen af geno- og fænotypen, men det underkendes ikke, at miljøet spiller en rolle, dog sådan at evnen til at absorbere dettes betingelser under bibeholdelse af genotypens væsenstræk er afgørende. Her er dog større mulighed for tilordning til principielt ethvert miljø, eller enhver kontekst, end det er tilfældet ved ”adaption”. Vi kan fortolke ”biological fitness” både i relation til en geno- og en fænotype i en given kontekst (miljø). I begge tilfælde beskriver begrebet succes med henblik på evnen til at reproducere sine egne egenskaber ved at indstille sig på omgivelserne uden at ændre sig væsentligt, hvilket kan måles på fænotypen som omfanget af bidraget til den næste generations forråd af gener, der videregives af gennemsnitsindividet i forhold til de to typer.

Adaption derimod er den evolutionære proces, hvorigennem en organisme bliver bedre til at overleve i et habitat ved at forvandle sig selv.

Dinosaurerne optimerede måske deres egnethed til at jage og undslippe andre jægere ved at udvikle fjer. Det er et eksempel på egnethed som overlevelseskriterium i et givet miljø. Når dinosaurer bliver til fugle og krokodiller, så forvandler de sig for at overleve til meget mindre væsener, men alle tre grupper tilhører samme genus, archosaurer. Det er adaption.

 

Evolutionsteori og bæredygtighed, robusthed, skrøbelighed og resiliens

Skal disse evolutionsteoretiske begreber nu danne basis for forståelsen af begreberne ”bæredygtighed” og ”resiliens” på den ene side og ”robusthed” og ”skrøbelighed” på den anden, så er det nærliggende at lave en evolutionsteoretisk skelnen mellem dem for dermed at kunne identificere forskellige former for modstandskraft – også selv om vi strækker begrebernes betydning. Man kan da identificere bæredygtighed [1]med biologisk egnethed skabt via naturlig selektion, eller gennem direkte planlægning, og resiliens med adaption. Robusthed kan både referere til bæredygtighed og til resiliens, til en organismes eller et systems (i en given tilstand) evne til at implementere egnethed (fitness) i en given kontekst eller kontekster, alt fald hvis man forudsætter, at dette optimerer betingelserne for overlevelse, i et eller flere miljøer, og dermed reproduktion under bevarelse af basale egenskaber. Det robuste system, miljø, den robuste organisation eller institution, samt det robuste menneske, forandrer sig kun i mindre grad ved vekslende kontekstuelle vilkår. Bevares fundamentet for genus kan man også forstå det som indbegrebet af bæredygtighed, men i et processuelt perspektiv vil resiliens bedre udtrykke evnen til at omskabe relationen mellem enhed og omgivelser – ordets rod er dog det samme som ”salto mortale”, en ubændig vitalitet via elasticitet. De 17 verdensmål tænkes stadigvæk indenfor perspektivet ”bæredygtighed”. En bæredygtig by er en by, der ikke ændrer fænomenet ”en bys” genetiske egenskaber, så som forskellen til et fødevareforsynende opland, eksponentiel vækst horisontalt og vertikalt, centrum for bosteder og arbejdspladser, og sikring af grænser mod naturen og andre samfund på national basis.

Samtidig vil det være nærliggende at forstå resiliens som (biologisk) fitness domineret af stærke adaptive træk. Dvs. evnen til at udnytte betydningsfulde skift i omgivelserne til sin fordel og dermed samtidig ændre sig uden at forvandles i sin kerne, der er sameksistens mellem mennesker indenfor et begrænset, geografisk område på basis af ressourcetilførsel. Resiliens optræder dermed, når det robuste ikke længere er en holdbar strategi, den bliver alternativet til bæredygtighedens klassiske former. Men det er formålstjenligt at skelne mellem en negativ og positiv skrøbelighed. Den negative skrøbelighed indebærer genotypens endeligt gennem fænotypernes manglende adaptionsevne. Den positive skrøbelighed betegner egenskaber, der gør adaption mulig under nye og vanskelige vilkår gennem opfindsomme forvandlinger (anchínoia, skarpsind, ideation og sagacitet). Her bliver fænomener som innovation, improvisation (serendipitet) og eksperiment væsentlige. Disse fremmes alle af graden af skabende sensitivitet. Sensitivitet betyder både at udnytte information fra erfaringens finere distinktioner ofte skabt gennem trusler fra omgivelserne, og at udnytte det, man endnu ikke ved, at man ved.

”Robusthed”[2] i et kulturhistorisk perspektiv handler om evolutionær overlevelseskraft formidlet via egenskaber, der historisk allerede er skabt af de betingelser, som overlevelse i bestemte miljøer sætter. Det handler om skabelsen af en tilstrækkelig struktur, om der er tale om organisatorisk struktur, om organiseringsform, om mere flydende relationelle rammer, eller indstillinger/praksis, der bevarer et tungt moment af status quo, dvs. af overleverede magtformer. Variationen i denne proces kan dels fremtvinges af naturen, der jo har stillet de generelle vilkår, dels af udviklingen indenfor kulturhistorien selv, dvs. af de økonomiske, sociale, politiske og ideologiske ændringer. Langt henad vejen er bæredygtighed i dag blevet et resultat af strategisk analyse, planlægning og handling og primært fra statens side gennem udviklingen af et begrebsapparat som grundlag for registrering, samt af erhvervslivets erkendelse af nødvendigheden af teknologiske og interaktionelle omstillinger – omkring 1960 var ”menneskeskabte klima ændringer” stort set et ukendt begreb, og hvor målingerne fra Mauna Loa-observatoriet på Hawaii af atmosfærens CO2-indhold først lige var under opstart. Men bæredygtighed er som strategisk praksis bundet skæbnesvangert til økonomisk-politiske interesser og institutioner, og kan dermed ikke indløse de løfter, som ordet indeholder.

Koleraepidemierne i 1800-tallets midte var et produkt af kulturhistorie, men betinget af natur. De overvindes gennem skabelse af kloakering og spredning af viden om hygiejne. Det kvalificerer en bæredygtighedsstrategi.

”Resiliens” er ikke sådan et overlagt planlægningsberedskab og infrastrukturelt koncept, men er mere forbundet med skrøbelighedens positive sider. Som strategisk praksis kan tentativt illustreres gennem vaccination. Her udnyttes den menneskelige organismes skrøbelighed til at etablere et værn mod denne sårbarhed. Vaccination er naturligvis et uvurderligt fænomen, men spørgsmålet er, om det helt systematisk kan bruges til at forstå, hvad positiv skrøbelighed faktisk kan betyde? Et bedre eksempel er den ungarske læge Ignaz Semmelweis’, der i midten af 1800-tallet fik nybagte mødres dødelighed til at styrtdykke gennem introduktion af simpel håndvask før forløsningen af moder og barn..

”Positiv skrøbelighed” er en erkendelsesteoretisk kategori, der indebærer refleksion og handlekraft og ikke er udtømt ved dets reference til brug af allerede kendte materialer. Men naturligvis er distinktionen mellem robusthed og positiv skrøbelighed flydende. Er Romernes opfindelse af cement og beton i deres væsen bæredygtig eller? Spørgsmålet er meningsløst, men det er identifikationen af forskellen mellem dem ikke. Er den mole bæredygtig eller resilient? Det afhænger af formålet.

Man kunne måske lave en distinktion, der fastholdt, at bæredygtighed aldrig kan være robust i absolut forstand, fordi man ikke kan vide, hvilke konsekvenser selv de mest miljøvenlige tiltage har på længere sigt, og med hvilke materialer de i fremtiden kan produceres. Her gentages den etiske holdning, der kaldes ”utilitaristisk”. Hvis alles lykke er det ultimative kriterium på en etisk handling, så er den uoverskuelig. Resiliens derimod har opgivet forestillingen om at kunne overskue og beherske konsekvenserne af de handlinger, der inkorporerer den.

Den modsvarer deontologien indenfor etikken, den handler ud fra værdier. Den positive skrøbelighed vedkender sig dette vilkår.

 

Positiv skrøbelighed

Den foreløbige konklusion er, at ”positiv skrøbelighed” må forstås ud fra synonymet ”sensitivitet” generelt, altså som et bevidsthedsfænomen med et ganske særligt, potentielt refleksivt indhold – og ikke som en egenskab ved genstande, materialer og processer. Det skyldes, at både bæredygtighed og resiliens er fænomener, der udtrykker menneskets forsøg på at beherske naturen og de uønskede virkninger som disse forsøg medfører, og at deres kriterium er ”robusthed” på tidslinen. Men at positiv skrøbelighed udløser andre typer af mentale potentialer, fordi den er sig begrænsningen i viden bevidst, men samtidig bekender sig til muligheden for at aktivere det, man ikke ved, at man ved.

Resiliens i form af positiv skrøbelighed kan eksemplificeres gennem fænomenet ”serendipitet”. Det indebærer, at udnytte sin ikke-viden produktivt. Generelt betyder begrebet, siden det støbtes af Horace Walpole i 1754, at opdage noget som man ikke vidste, at man kunne søge efter. Dermed forudsætter det en aktivering af iagttagelsesevnen, der beror på erfaringens sensitivitet overfor fænomener, der ikke er foregrebet intentionelt. Men erkendelsesteoretisk indebærer det, at man formår at udnytte det, man ikke ved, at man ved, for ellers ville man ikke kunne erfare det. Den positive skrøbelighed begynder altså i tankens og praktikkens afmagt overfor et problem, hvor det robuste bygger på det teoretiske fundament, og på en historisk praksis, der allerede er rimeligt sikre.

Den positive skrøbelighed kan eksistentielt eksemplificeres ved at et menneske ændrer sit liv radikalt, eller sit forbrugsmønster, eller sin politiske holdning under indtryk af begivenhederne. Teknologisk er et klassisk eksempel Alexander Flemings afmagt overfor løsningen på, hvordan man kan dræbe stafylokokker, der fik ham til at tage på ferie og glemme at fjerne skålen med bakterierne, der ved tilbagekomsten var forurenet med skimmelsvampene Penicillium, som viste sig at have dræbt bakterierne.

Det betyder ikke, at vi skal føre begrebet ”skrøbelighed” tilbage til dets oprindelige betydning i psykiatri og psykologi, men at vi skal undersøge, hvordan skrøbelighedens positive dimensioner, det i den, der knytter an til resiliens, forudsætter en alternativ erkendelsespraksis. Sansning, forforståelse, forestilling, følelse, sprog og tænkning, må alle relateres til skrøbelighedens intentionalitet. Denne intentionalitet er baseret i et behov for at skabe, ikke for at beherske, være det sig gennem indsigt eller ret til at foreskrive og befale, eller til at konsolidere sig gennem befæstninger og brohoveder, men til at skænke, gavne, berige og befrugte, give muligheder og formidle glæde.

Med andre ord, den positive skrøbelighed er først og fremmest en social kategori, og derfor politisk. Den handler om vores opfattelse af andre, og vores praksis overfor dem. Dermed handler den om vores forhold til os selv.

Skrøbeligheden ligger derfor i sit væsen langt fra systemtænkningens og kybernetikkens begrebsunivers. Som indstilling kræver den nye begreber, hvorigennem omverdenen ses som subjekt og ikke som objekt Den søger heller ikke sikkerhed. Den har mod til at forblive i usikkerheden og det uafgjorte. Det er den uendelige opfindsomheds og eksperimenterings modus vivendi, dette at forblive i faren – ”eksperiment” har ligesom ”erfaring” en etymologi, der understreger bevægelsen ind i og ud gennem faren.

 

Nissam Taleb

De tanker, som jeg præsenterer her, svarer i mange aspekter til Nassim Talebs inspirerende begreb om ”antiskrøbelighed”. Taleb modstiller robusthed, der kan modstå stress, en skrøbelighed, der formår at forvandle sig til sin modsætning, netop ved at udnytte stress. Det er således prototypen på en adaptiv strategi.

I prologen til sin bog ”Antifragile” fra 2012 opsummerer Nassim Taleb sit forfatterskab og kernen i sit begreb ”antiskrøbelig”:[3]

”Nogle ting udnytter shock: de trives og vokser, når de udsættes for volatilitet, tilfældighed, uorden og stressfaktorer og kærlighedseventyr, risici og usikkerhed. Alligevel, til trods for fænomenets allestedsnærvær, så har vi ikke noget ord for det modsatte af skrøbelig. Lad os kalde det antiskrøbeligt. Antiskrøbelighed er hinsides resiliens eller robusthed. Det resiliente modstår shock og forbliver det samme, det antiskrøbelige bliver bedre. (p. 5)

Taleb bruger fænomenet ”hormesis” som eksempel, altså den mekanisme, hvorpå vaccination beror.

 

Og han fortsætter:

 

”Denne egenskab er bag alt, der har forandret sig gennem tiden: evolution, kultur, ideer, revolutioner, politiske systemer, teknologisk innovation, kulturel og økonomisk succes, virksomheders overlevelse, gode recepter (f.eks. kyllingesuppe eller rød bøf med et stænk cognac), byers opkomst, kulturers, lovsystemer, ækvators skove, modstandsdygtighed overfor bakterier … selv vor egen eksistens på denne planet … Det antiskrøbelige elsker tilfældighed og usikkerhed, hvilket også betyder – meget vigtigt – kærlighed til fejl, til en særlig klasse af fejl. Antiskrøbelighed har den unikke egenskab at tillade os at omgås det ukendte, at gøre ting uden at forstå dem – og gøre dem godt. (p. 3-4) … Dette giver en løsning til det, som jeg har kaldt Sorte Svane problemet – umuligheden af at beregne risikoen for påfølgende, sjældne hændelser og forudsige deres indtræffe. (p.4) … Hvis næsten alt top-down gør skrøbelig og blokerer for antiskrøbelighed, så trives alt bottom-up under den rette stress og uorden. Selve opdagelsesprocessen (eller innovation, eller teknologisk fremskridt) afhænger af antiskrøbeligt kedelflikkeri, af aggressiv risikotagning mere end af uddannelse). (p. 5)”

Ifølge Taleb skabes historien af ”sorte svaner”, af store, uforudsigelige begivenheder, der indtræffer på trods af vores forsøg på at fange dem i modeller.

 

Han opsummerer også sin den etiske dimension: ”Den vigtigste, etiske regel er følgende: Du skal ikke besidde antiskrøbelighed på bekostning af andres skrøbelighed.” (p. 6)

 

Allerede de nævnte eksempler på antiskrøbelighed må snarere forstås humoristisk end som ansats til en systematik – der efter min bedste overbevisning glimrer ved sit fravær.

 

Prologen afsluttes med en meget lang liste, der giver eksempler på modstillingen af skrøbelig, robust og antiskrøbelig ud fra en lang række kriterier eller kategorier, f.eks.: kategorierne indlæring, politiske systemer, erkendelsesteori, filosofi, viden, videnskab, det økonomiske liv, tænkere, psykologisk velvære, beslutningstagning, medicin, og meget andet. De eksempler, der gives, er ofte intet mindre end misvisende. Hele den begrebslige bygning har gennem eksemplificeringen tendens til at ramle sammen.

Eksempler på dette: Under kategorien profession er akademiker, leder i det private erhvervsliv, pave, biskop og politikere skrøbelig, mens de robuste er ansatte i postvæsenet, lastvognschauffør, og togfører, hvorimod de antiskrøbelige er skribenter og kunstnere.

Der er ikke skyggen af fornuft i denne kategorisering. Paver, der skal balancere deres udsagn mellem en dogmatisk institution med mange forskellige dogmatikker, befolknings behov og deres egen samvittighed, må netop have et meget stort overskud til at udnytte og overvinde denne skrøbelighed ved at vise den åbenlyst – som den nuværende pave.

Under kategorien viden er positiv videnskab skrøbelig, negativ videnskab robust, og kunst antiskrøbelig. Der findes næppe noget videnskab i dag, der ikke underkaster sig falsifikationen, altså det negatives kriterium. Kunsten derimod ignorerer det negative, idet den ikke plejer omgang med sorte svaner andre end dem, der findes i den fortolkendes sind, hvilket gør den ekstremt skrøbelig. Den kan kun overvinde sin afhængig af et marked, hvis det lykkes den at sætte kriterierne for sin egen virkning – og det er meget få kunstnere forundt.

Under kategorien litteratur er e-bogen skrøbelig, bogen er robust og den mundtlige tradition er antiskrøbelig. Argumentet her er formodentligt, at den mundtlige tradition kan indoptage forandringer og ændre genre og retoriske virkemidler. Men hvorfor sættes ”litteratur” over en kam? Samspillet mellem fortolkeren og det fortolkede er centrum her, og det er til stede i alle tre dimensioner i form af det sagtes eller skrevnes anfægtelighed, med mindre den mundtlige fremstilling har mytens autoritet.

Under kategorien menneskelige relationer er venskab skrøbeligt, slægtskab robust og tiltrækning antiskrøbeligt. Det virker ganske vilkårligt og rækkefølgen ville sagtens kunne vendes om.

Under kategorien ”læring” sættes klasseværelseslæring som skrøbelig og læring gennem det virkelige liv, gennem lidelse, som robust og som antiskrøbelig sættes det virkelige liv og biblioteket. Denne rækkefølge virker også ganske vilkårlig og selvmodsigende, da læring gennem lidelse burde være eksemplet på antiskrøbelighed.

Under politiske systemer sættes nationalstaten og centralisering som det skrøbelige, mens konføderationen, den decentraliserede forening af bystater sættes som det antiskrøbelige. Historien viser desværre det modsatte, eller højst ingen af delene. Klogelig giver Taleb her ingen eksempler på det robuste – og dog varede Romerriget 7-800 år; hvor længe skal sociale enheder vare for at kaldes robuste? USA varer endnu ligesom Tyskland.

Blandt det mere forståelige er, at under kategorien ”regulering” sættes regler som det skrøbelige, principper som det robuste, og dyd som det antiskrøbelige. Det virker til gengæld rimeligt.

Konklusionen er her, at vi meget bedre kan bruge Talebs begrebsapparat end hans egne eksempler på det. Men vi må gennemtænke begrebet ”skrøbelighed” endnu engang, og kritisere Talebs eksempler, hvis begrebet ”anti-skrøbelighed” skal kunne bruges til noget.

Man kan nu som illustration til ovenstående diskussion spørge: Hvad er det antiskrøbeliges mulighed indlejret i vores skrøbelighed overfor verdenshavenes stigning? Kan dette, formodentligt vigtigste af alle problemer ved klimakrisen, at vi ikke kan forhindre vandstigningen og vinde landet tilbage, vendes til en styrke?

Den robuste løsning ville bestå i at stoppe al udledning fra dette øjeblik. Det skrøbelige aspekt vil sandsynligvis bestå i strategier til at reducere udledningen af drivhusgasser, strategier, der hverken kan være tilstrækkelige i sig selv eller uden bivirkninger. Deres skrøbelighed skyldes primært de politiske barrierer for deres implementering. Transformation Cities og kompakt arkitektur til at reducere CO2-fodaftrykket, og 3-dimensionale printere kan forlægge produktion til konsumtions-lokaliteten og reducere transportbehov voldsomt, ligesom on-demand-produktion og produktion på basis af virtuelle tvillinger, samt robotter og Kunstig Intelligens generelt. Fordi virkningerne af disse teknologier er indført for at fjerne arbejdskraften, er de skrøbelige, og dermed kan de slå over i kategorien ”anti-skrøbelig”. Men i det hele taget er af sådanne – såkaldte – ”industri 4.0” teknologiers virkninger ekstremt vanskelige at forudsige. Vil den i enorme dimensioner frisatte arbejdskraft blive anvendt miljørigtigt og vil de ufaglærte i u- og i-lande blive til et proletariat i romersk forstand, mens selv de IT-uddannede vil reduceres til en arbejdsløshedsreserve? Her hersker ingen indbygget beskyttelseslogik, men derimod kræver statens ”robuste” lovgivning på områder, der vokser så hastigt frem, at skrøbeligheden er blevet et faktum, før indsigt gør foregribelse mulig.

Svaghederne i Talebs begrebsapparat skyldes ikke kun, at det virker tilfældigt i forhold til den empiri, som han besynger så højt som selvudpeget delegeret for partiet af praktikere, men fordi skrøbelighedens erkendelsesteoretiske dimensioner om ikke forpasses, så dog ikke bringes på begreb, hvad angår deres væsen.

Der er dog en vis inspiration at hente hos Taleb. Det drejer sig om at ophøre med at betragte det robuste som et opnåeligt ideal, og at se anderledes på det skrøbelige. Dermed kan vi tilskyndes til at forstå resiliens som et fænomen, der tilhører et helt andet kategorialt system end bæredygtighed. Dette system af adaptive praktikker må nødvendigvis selv være medskaber af den kontekst, som det tilpasser sig til.

Der er dog mange store problemer, der rejser sig her, for accepten og udnyttelsen af skrøbeligheden indebærer både en særlig relation til historien som virkelighed, og en særlig opmærksomhed i forhold til svage og udsatte befolkningsgrupper. Skrøbeligheden ligger ikke kun i vores blik, men hos det, der bliver set. Adaptive strategier må nødvendigvis indebære en meget stor, social bevidsthed, og en meget stor evne til at sætte sig i de udsatte grupper sted OG at handle her ud fra, dvs. være rede til afkald. Det kræver mentalitetsændringer af rang, og kunne passende give indhold til det mangetydige og misbrugte buzzword ”disruption”. Kodeordet for denne mentalitetsændring er generøsitet.

 

 

 

Afslutning

 

Det giver ikke mening at tale om skrøbelighed versus robusthed og antiskrøbelighed med mindre vi taler om den menneskelige bevidsthed. Dermed er det i samspillet mellem omverdenen, altså natur og samfund, at skrøbeligheden udspilles. Den er således af væsen en kategori, der betegner vilkåret for et normativt rettet lederskab. Derfor må vi også skelne mellem negativ og positiv skrøbelighed, ligesom det er oplagt med robusthed. Naturen og samfundet er skrøbelige i forhold til det, som vi gør ved dem. Den 7-8, 2016 er de ressourcer som er stillet til rådighed for os af naturen for året 2016 opbrugt, hvis muligheden for ”naturlig” gendannelse skal være kriteriet for forbrug. Det er denne viden om naturens skrøbelighed, der kan tilskynde til at ændre vores praksis. Men midlerne til at effektuere denne ændring er også selv skrøbelige. De vil alle tære på disse faldende ressourcer. En robust eller anti-skrøbelig indgriben uden denne defekt kan ikke tænkes.

Netop fordi robusthed, skrøbelighed og antiskrøbelighed alle som fænomener er dybt indfiltret i de kapitalistiske magtstrukturer og deres mange inkubationer på forskellige geografiske, kulturelle og nationale udviklingsniveauer er det største krav til en analytisk afklaring af deres indholds- og omfangslogiske konsekvenser dybtgående analyser af magtens mange former og en fundamental forståelse af de nye mentalitetsformer – herunder en ny generøsitet overfor milliarder af ofre for den kapitalistiske misere som redningsaktionen overfor Gaia kræver. I modsat fald får vi en ny ideologisk karikatur, de gode viljers begrebslige tomgang, en sofistikeret version af Karl Marx’ berømte, ”trinitariske formel”.

[1]

[1] Ordet ”bæredygtighed” er oversat fra engelsk ”sustainability”. Verbet “sustain” kommer via latin “sustinere”, der er sammensat af ”sub”, ”opad” og infinitiv af verbet ”tenere”, ”at holde”, “at støtte, holde oppe nedefra, bære, gennemgå, overgå og udholde”. Dets stamme er ”tenere”, “at holde”, der I 1300-tallet får den metaforiske betydning “at fortsætte, opretholde, fastholde”. PIE-roden er *ten-, ”at strække”, og ordets billedlige forlæg kunne være en bro. Kognater til roden er da også græsk ”teinein”, ”at strække” og ”tenos”, ”en sene”, og ”tonos” ”en streng”. Latinsk kognat er ”tendere”, hvoraf analogisk ”to intend, og intension” og ”tendens” kommer. Et andet kognat til roden er engelsk “tenet”, der betyder “et princip eller dogme”, altså noget, der fastholdes som tankegang, m.a.o. en værdi. Det man holder oppe ved hjælp af (og selv bæres af) er ens basale værdisystem, det man tror på, og det kan man formulere for andre. Men ”sustain” har både en fysisk betydning af noget, man kan gå på og således komme over en afgrund, og en mental betydning af en solid og levedygtig tanke, der også bærer en. Ordet ”bæredygtighed” er oversat fra engelsk ”sustainability”. I dette komplekse ord har vi både idékraft, harmoni, og en normativt begrundet vilje. Det bæredygtige er altså på engelsk det, det holder noget oppe med et formål, der er begrundet i værdier og ideer, og som søger mod harmoni ved at have en indre stabilitet, hårdførhed og holdbarhed; at opgive er udelukket, fordi budskabet forpligter og i sidste instans er identitetsformende. Denne begrebslige betydning har ordet ”bæredygtighed” da også i Brundtland rapporten fra 1987.
[2]
[2] Ordet kommer fra latin robustus “stærk og hård”, bogstaveligt ”så stærk som egetræ”, af ”robur, robus”, en særlig slags egetræ med rødlig lød, der er stærk ud over det sædvanlige

[3]
[3] Nassim Taleb: Antifragile: Things That Gain from Disorder (Incerto). Paperback – January 28, 2014.Se også Mikkel Ruge: Ledelsesudvikling og samskabelse En refleksion over hvad det kræver og hvordan vi kan opnå det. Speciale: på cand. Merc. Phil forår 2016. P. 60ff. Jeg takker Mikkel Ruge for inspiration til at læse Taleb.